Nyhedsbrev juni 2025

Nyheder

 

Ministerium fejlbehandlede sag om aktindsigt i miljøoplysninger

En advokat for en interesseorganisation søgte om aktindsigt hos Miljø- og Ligestillingsministeriet i den dokumentation, der lå til grund for en udtalelse fra ministeriet om et foretaget ”nabotjek” af andre europæiske landes regler om såkaldte blandingszoner.

Efter ombudsmandens opfattelse afgrænsede ministeriet aktindsigtsanmodningen for snævert. Hvis ministeriet var i tvivl om, hvorvidt det havde forstået anmodningen korrekt, burde det have kontaktet advokaten.

Ombudsmanden var desuden på det foreliggende grundlag ikke enig i Miljø- og Ligestillingsministeriets undtagelse af oplysninger efter 1985-offentlighedslovens § 13, stk. 1, nr. 2, af hensyn til beskyttelse af internationalt samarbejde og informationsudveksling.

Han var herunder uenig med Miljø- og Ligestillingsministeriet i, at det ikke var relevant, om de oplysninger, som ministeriet havde modtaget som led i nabotjekket, var offentligt tilgængelige i de lande, hvorfra de var indhentet. Han var endvidere uenig i, at det ikke var relevant at indhente en udtalelse fra landene med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt oplysningerne kunne udleveres. Han henstillede derfor, at ministeriet genoptog sagen.

Læs hele nyheden

Kriminalforsorgen bør skaffe bedre viden om indsattes adgang til at få besøg i Vestre Fængsel

Direktoratet for Kriminalforsorgen ved på nuværende tidspunkt ikke, om de indsatte i Vestre Fængsel får de besøg, som de efter reglerne har krav på. Det skyldes, at kriminalforsorgen ikke råder over et tilstrækkeligt datagrundlag til at kunne foretage denne vurdering.

Ifølge direktoratet tyder flere forhold dog på, at der er udfordringer med at sikre regelmæssige besøg for de indsatte i Vestre Fængsel.

Det er en bekymring, som ombudsmanden mener, at der er grundlag for at have. Det er blandt andet derfor ombudsmandens opfattelse, at kriminalforsorgen bør anskaffe et bedre datagrundlag, så det kan vurderes, om reglerne om indsattes ret til at modtage besøg overholdes.

Hvad angår fængslets telefoniske besøgsbestillingssystem, har kriminalforsorgen oplyst, at den arbejder på at etablere en digital platform, der skal gøre det lettere for pårørende at anmode om besøg i Vestre Fængsel. Ombudsmanden beder om status for pilotprojektet senest den 1. oktober 2025.

Læs hele nyheden

Overblik

Opdaterede overblik

#1 God forvaltningsskik

Overblikkets afsnit 4.1 om tillidsskabende forvaltning er opdateret med en henvisning til FOB 2024-24, og afsnit 4.4 om gavemodtagelse er opdateret med ny retspraksis (U 2025.611 Ø).

#3 Partsbegrebet

Overblikkets afsnit 5.1 om væsentlig interesse er opdateret med ny ombudsmandspraksis (ombudsmandens udtalelse af 2. oktober 2024 i sag nr. 23/00789).

#9 Partshøring

Overblikkets afsnit 4.5 om undtagelser fra pligten til partshøring er opdateret med ny ombudsmandspraksis om et tilfælde, hvor partshøring kunne undlades på grund af risiko for repressalier (FOB 2024-29).

#11 Sagsbehandlingstid

Overblikkets afsnit 3.1 om vurdering af sagsbehandlingstiden er opdateret med en ny generel sag om Erstatningsnævnets sagsbehandlingstider (sag nr. 24/03642).    

#15 Ressourcebetragtninger i aktindsigtssager

Overblikkets afsnit 2.5 om brug af ressourcebestemmelsen over for en ansøger, der løbende søger om aktindsigt i mange sager, er opdateret med ny ombudsmandspraksis (FOB 2025-3). Afsnit 4.2 om begrebet ”få og enkle kommandoer” er opdateret med ny ombudsmandspraksis (FOB 2024-24 og FOB 2024-27).

#18 Myndigheders mulighed for at begrænse kontakten med den enkelte borger

Overblikkets indledning og afsnit 1 er opdateret med oplysning om, at overblikket ikke omfatter sager om aktindsigt. I afsnit 1 henvises til ombudsmandens brev af 23. januar 2025 i sag nr. 24/06145.

#22 Hvad er ”miljøoplysninger”?

Overblikket er opdateret med bl.a. en henvisning i afsnit 2 til ny ombudsmandspraksis om afvejningsregler i miljøoplysningsloven (FOB 2024-23).

#23 Afgrænsning og indledende sagsbehandling af en aktindsigtsanmodning

Der er foretaget en række mindre redaktionelle ændringer i overblikket. Afsnit 4 er desuden opdatereret med nyt tekstafsnit og ny ombudsmandspraksis (sag nr. 24/02944).

FOB-sager offentliggjort siden seneste nyhedsbrev

FOB 2025-5

For snæver afgrænsning af aktindsigtsanmodning og forudsætningerne for at bruge 1985-offentlighedslovens § 13, stk. 1, nr. 2, af hensyn til internationalt samarbejde med videre

En advokat for en interesseorganisation søgte om aktindsigt hos Miljø- og Ligestillingsministeriet i den dokumentation, der lå til grund for en udtalelse fra ministeriet om et foretaget ”nabotjek” af andre europæiske landes regler om såkaldte blandingszoner.

Det var ombudsmandens opfattelse, at Miljø- og Ligestillingsministeriets afgrænsning af aktindsigtsanmodningen til alene at omfatte et bilag med anonymiserede oplysninger, der var blevet oversendt til Folketinget, var for snæver. Der var efter ombudsmandens opfattelse desuden ikke grundlag for at fravige de almindelige forudsætninger, der anses at skulle være til stede for at undtage oplysninger fra aktindsigt efter 1985-offentlighedslovens § 13, stk. 1, nr. 2, af hensyn til beskyttelse af internationalt samarbejde og informationsudveksling.

Ombudsmanden henstillede, at Miljø- og Ligestillingsministeriet genoptog sagen og foretog en fornyet vurdering af advokatens anmodninger om aktindsigt.

 

FOB 2025-6

Breve til mindreårige og forældremyndighedsindehavere på gymnasieområdet

Ombudsmanden undersøgte Styrelsen for Undervisning og Kvalitets praksis for, hvem der i sager om bl.a. elevfordeling på de gymnasiale ungdomsuddannelser fik meddelelse om afgørelsen i tilfælde, hvor mindreårige er parter.

Styrelsens sædvanlige praksis var, at styrelsen adresserede og sendte afgørelsen (alene) til den mindreårige, selvom der var en forældremyndighedsindehaver.

Det var ombudsmandens opfattelse, at denne praksis ikke var i overensstemmelse med forældreansvarsloven og de almindelige forvaltningsretlige regler om meddelelse af afgørelser og legal partsrepræsentation.