Før du sender din klage

Ombudsmanden behandler skriftlige klager.                      

En klage kan bl.a. handle om

  • en afgørelse eller et svar fra en myndighed
  • den behandling, klageren eller en sag har fået af myndigheden
  • at myndigheden ikke svarer, eller at behandlingen af sagen trækker ud (klage over sagsbehandlingstiden).

Er du under 18 år, så læs her: Ombudsmandens Børnekontor

Selv om ombudsmanden beslutter at gå ind i en sag, kan han ikke ændre myndighedernes afgørelse. Ombudsmanden har mulighed for – efter en gennemgang af sagen, og efter at myndigheden har haft lejlighed til at udtale sig – at

  1. kritisere myndighederne
  2. bede myndighederne behandle sagen igen og træffe en ny afgørelse.

Klagen skal opfylde nogle almindelige betingelser

Hvis en klage ikke opfylder betingelserne, vil ombudsmanden normalt afslutte sagen med et kort svar om, at han ikke kan hjælpe med klagen.

Klagen skal vedrøre en offentlig myndighed eller visse private institutioner mv.

En offentlig myndighed kan f.eks. være en kommune, en styrelse, et ministerium, en region, et nævn eller et råd.

Du kan også klage over visse private institutioner, f.eks. bo- og opholdssteder, skoler og dagtilbud.

Ombudsmanden kan IKKE behandle klager over:

  • Domstolene – det gælder også domme og sager, som domstolene allerede behandler, eller som forventes at blive indbragt for domstolene.
  • Folketinget og den lovgivning, Folketinget har vedtaget.
  • Private som f.eks. forretninger, banker og forsikringsselskaber. Det gælder også private nævn (f.eks. Det finansielle Ankenævn, Ankenævnet for Forsikring og Klagenævnet for Ejendomsformidling). Du kan klage over visse private institutioner mv., se ovenfor.
  • Visse nævn, der afgør tvister mellem private, selv om de i øvrigt betragtes som en del af den offentlige forvaltning – det gælder f.eks. hegnssyn, huslejenævn og Forbrugerklagenævnet.

Sagen skal være færdigbehandlet, og klagemulighederne skal være brugt

  • Korrespondancen med myndighederne skal være afsluttet.
  • Myndighederne skal have taget stilling til de forhold, du vil skrive til ombudsmanden om.
  • Myndighederne skal have truffet en endelig afgørelse om det, du vil klage over. Det betyder, at alle klagemuligheder skal udnyttes, før du klager til ombudsmanden.
  • Er klagemulighederne ikke udnyttet, kan ombudsmanden ikke tage stilling til klagen – heller ikke selv om fristen for at bruge en anden klagemulighed er overskredet.
  • Hvis der – i stedet for en egentlig klageadgang – er mulighed for at indbringe sagen for en tilsynsmyndighed, går ombudsmanden normalt heller ikke ind i sagen, før tilsynsmyndigheden har haft lejlighed til at behandle den.

Klagen skal være indgivet inden for et år

Klagefristen regnes

  • fra det tidspunkt, hvor du har modtaget den øverste klagemyndigheds afgørelse
  • eller fra tidspunktet for den begivenhed, du vil klage over.

Det gælder normalt, selv om du har skrevet til myndigheden igen (f.eks. bedt om genoptagelse af sagen).  

Klager over lang sagsbehandlingstid

Du kan klage over en myndigheds sagsbehandlingstid, selv om myndigheden endnu ikke har afgjort sagen.

Du skal dog i første omgang selv rykke myndigheden for svar.

Du skal også have udnyttet eventuelle andre muligheder for at klage over sagsbehandlingstiden.

Af lov om Folketingets Ombudsmand (lovbekendtgørelse nr. 349 af 22. marts 2013) fremgår bl.a.:

”§ 7. Ombudsmandens virksomhed omfatter alle dele af den offentlige forvaltning. Ombudsmandens virksomhed omfatter også frihedsberøvedes forhold på private institutioner m.v., hvor frihedsberøvelsen er sket enten i medfør af en afgørelse truffet af en offentlig myndighed, på opfordring af en offentlig myndighed eller med samtykke eller indvilligelse fra en offentlig myndighed. Endvidere omfatter ombudsmandens virksomhed børns forhold på private institutioner m.v., som varetager opgaver umiddelbart i forhold til børn.

Stk. 2. Ombudsmandens virksomhed omfatter ikke domstolene.

Stk. 3. Ombudsmanden behandler ikke klager over nævn, der i betryggende former træffer afgørelse om tvister mellem private, selv om vedkommende nævn i anden sammenhæng betragtes som tilhørende den offentlige forvaltning.

Stk. 4. Såfremt selskaber, institutioner, foreninger m.v. ved lov eller administrativt helt eller delvis inddrages under de regler og principper, der gælder for den offentlige forvaltning, kan Ombudsmanden bestemme, at de pågældende organer i samme omfang skal være omfattet af Ombudsmandens virksomhed.

§ 13. Klager over de i §§ 7-9 nævnte myndigheder eller institutioner kan indgives til ombudsmanden af enhver. Den, som er frihedsberøvet, har ret til i lukket skrivelse at rette henvendelse til ombudsmanden.

Stk. 2. En klage skal være navngivet.

Stk. 3. Klage skal være indgivet inden et år efter, at forholdet er begået.

Stk. 4. Ombudsmanden kan i særlige tilfælde forlænge fristen i stk. 3.

§14. Klage over forhold, der kan påklages til en anden forvaltningsmyndighed, kan ikke indgives, førend den anden forvaltningsmyndighed har truffet afgørelse.

§ 16. Ombudsmanden afgør, om en klage giver tilstrækkelig anledning til undersøgelse.

Stk. 2. Hvis en klage ikke giver ombudsmanden anledning til kritik, henstilling m.v., kan sagen afsluttes, uden at ombudsmanden forinden forelægger klagen til udtalelse for vedkommende myndighed, jf. § 20, stk. 1.”

Relevante bilag (ikke links) skal sendes sammen med klagen

Ved klager over svar, afgørelser mv. er relevante bilag: 

  • Den eller de henvendelser, som du har sendt til myndigheden vedrørende det, du beder ombudsmanden undersøge
  • myndighedens afgørelse/svar
  • din eventuelle klage over afgørelsen og klageinstansens afgørelse.

Ved klager over manglende svar (klager over sagsbehandlingstid) er relevante bilag:

  • Den eller de henvendelser, som du har sendt til myndigheden, og som myndigheden ikke har svaret på
  • myndighedens eventuelle kvitteringer og meddelelser om sagsbehandlingstiden
  • dine rykkere til myndigheden og myndighedens svar.

Ombudsmanden har af it-sikkerhedsmæssige grunde ikke adgang til dokumenter, som er lagt under eksterne links.

Ombudsmanden har heller ikke direkte adgang til sagen hos myndigheden.

Hvis du klager for en anden, beder vi dig læse: Klage for en anden