Ombudsmanden beslutter, om han undersøger sagen

Ombudsmanden beslutter – på baggrund af materialet i den enkelte sag, dvs. klagen og bilagene – hvad en klage giver anledning til.

En klager har ikke krav på at få sin sag undersøgt af ombudsmanden, selv om de almindelige betingelser for at klage er opfyldt.

Hvilke kriterier kan ombudsmanden lægge vægt på?

Når ombudsmanden beslutter, om han vil undersøge en klage, lægger han bl.a. vægt på, om der er udsigt til, at en ombudsmandsundersøgelse vil kunne hjælpe borgeren til et andet resultat.

I den forbindelse kan det have betydning, f.eks.

  • at sagen indeholder spørgsmål, der afhænger af en særlig fagkyndig bedømmelse, som ombudsmanden ikke kan foretage en kvalificeret bedømmelse af – det kan f.eks. være lægelige eller tekniske spørgsmål
  • at ombudsmandsinstitutionen ikke er egnet til at afklare bevisspørgsmål, dvs. spørgsmål, hvor påstand står mod påstand. Ombudsmanden behandler klager på skriftligt grundlag og har normalt ikke mulighed for at afhøre vidner.

Eksempler på andre forhold, som kan have betydning for, om ombudsmanden går ind i sagen:

  • Er det klart, hvad klagen handler om? Læs, hvad en klage skal indeholde
  • Har myndigheden allerede rettet op på det, klagen handler om?
  • Handler sagen om et væsentligt eller principielt juridisk spørgsmål, og kan vurderingen af spørgsmålet have betydning for flere borgere?
  • Er de juridiske spørgsmål, som klagen rejser, bedre egnet til at blive behandlet i en mere generel undersøgelse? Læs om egen drift-undersøgelser

Ombudsmanden er desuden efter praksis generelt tilbageholdende med at undersøge klager over sagsbehandlingen i en konkret sag, hvis han ikke også undersøger afgørelsen i sagen.

Klagesagen afsluttes uden en egentlig undersøgelse

Hvis ombudsmanden beslutter ikke at undersøge sagen, afsluttes den med et kortfattet brev til klageren, hvori der henvises til § 16, stk. 1, i ombudsmandsloven.

Det sker, at ombudsmanden finder det mest hensigtsmæssigt at sende en klage videre til en myndighed, så myndigheden får lejlighed til at svare klageren. I de tilfælde afslutter ombudsmanden sagen med et brev til klageren om, at han har sendt klagen videre.

Uanset om ombudsmanden beslutter ikke at indlede en undersøgelse, indgår temaerne i de klager, som han modtager, i ombudsmandens løbende virksomhed og danner bl.a. grundlag for overvejelser om, hvilke spørgsmål ombudsmanden skal rejse af egen drift, f.eks. som led i mere generelle ombudsmandsundersøgelser. Ombudsmanden kan efter § 17, stk. 2, i ombudsmandsloven gennemføre generelle undersøgelser af en myndigheds behandling af sager.

Egen drift-undersøgelser

Ombudsmanden indleder en egentlig undersøgelse

Når ombudsmanden beslutter at indlede en egentlig undersøgelse, beder han oftest myndigheden om en udtalelse og om sagens akter. Ombudsmanden beslutter samtidig, hvilke eventuelle konkrete spørgsmål myndigheden skal udtale sig om. Som regel får klageren mulighed for at kommentere myndighedens svar.

Der kan være flere såkaldte høringsrunder, inden ombudsmanden kan foretage sin bedømmelse af sagen. 

Ombudsmanden behandler sager på et skriftligt grundlag og bygger derfor sine udtalelser på sagens akter, myndighedens udtalelser og borgerens bemærkninger.  

Ombudsmanden foretager ikke afhøringer eller ransagninger.

Myndighederne har pligt til at give ombudsmanden de oplysninger og dokumenter, ombudsmanden beder om. Myndighederne har også pligt til at komme med en udtalelse, hvis ombudsmanden beder om det. Det følger af ombudsmandslovens § 19.

Kritik og henstilling

Har myndigheden begået fejl, kan ombudsmanden kritisere det og eventuelt også henstille, at myndigheden behandler sagen igen og træffer en ny afgørelse. Ombudsmanden kan ikke ændre myndighedens afgørelse.

Lovgrundlag

Det følger af § 16, stk. 1, i ombudsmandsloven, at ombudsmanden afgør, om en klage giver tilstrækkelig anledning til undersøgelse.