FOB 2025-7

Faktiske oplysninger i en foreløbig ”bruttoliste” var ekstraheringspligtige

01-07-2025

Rigspolitiet tiltrådte Sydsjællands og Lolland-Falsters Politis afslag på aktindsigt til en journalist i et notat, der vedrørte politiets overvejelser om at lave en redegørelse om politiets efterforskning af et drab.

Da notatet var internt, var det som udgangspunkt undtaget fra aktindsigt efter offentlighedslovens § 23, og myndighederne mente ikke, at det indeholdt oplysninger, der var ekstraheringspligtige i medfør af offentlighedslovens § 28, stk. 1. Myndighederne henviste i den forbindelse til, at oplysningerne i den første del af notatet, der bl.a. angik, at der tidligere havde været rejst kritik af efterforskningen, var af overordnet karakter og af uvæsentlig betydning for sagen. For så vidt angik notatets anden del, der navnlig indeholdt en ”bruttoliste” over en række kritikpunkter, som havde været rejst af politikredsens efterforskning, henviste myndighederne til, at der var tale om en medarbejders foreløbige vurdering af mulige emner for en fremtidig redegørelse.                    

Ombudsmanden fandt, at langt størstedelen af oplysningerne i notatet var omfattet af ekstraheringspligten i § 28, stk. 1.

Om den første del af notatet udtalte ombudsmanden, at selv om oplysningerne var af en mere overordnet og generel karakter, så fremstod de som en del af baggrunden for politikredsens overvejelser med hensyn til at udarbejde en redegørelse om forløbet og de mulige temaer herfor. Der var derfor ikke grundlag for at anse disse oplysninger om sagens overordnede faktiske omstændigheder for at være af uvæsentlig betydning for sagen i § 28’s forstand, og det var ombudsmandens opfattelse, at de indledende afsnit – bortset fra en enkelt passage, der udgjorde en vurdering – måtte anses for ekstraheringspligtige.

Om den anden del af notatet udtalte ombudsmanden, at oplysningerne måtte anses som en beskrivelse af noget, der var sket, og at de dermed som udgangspunkt var omfattet af ekstraheringspligten. Det kunne ikke i den foreliggende situation føre til et andet resultat, at der var tale om en foreløbig ”bruttoliste” over kritikpunkter, og at der var blevet foretaget en vis udvælgelse af, hvilke faktiske omstændigheder det var mest relevant at gengive. Det kunne heller ikke føre til et andet resultat, at ”bruttolisten” indgik i – og var tæt knyttet til – politikredsens overvejelser og foreløbige vurderinger af, hvilke temaer det kunne være relevant at inddrage i en redegørelse. Det skyldtes, at listen i den givne sammenhæng måtte anses for at gengive (en del af) det faktiske grundlag, som en vurdering og beslutning om en redegørelses indhold ville skulle foretages på baggrund af.

På den baggrund henstillede ombudsmanden til Rigspolitiet, at sagen blev genoptaget, og at der blev truffet en ny afgørelse.

(Sag nr. 24/05786)