FOB 2025-12

Afgrænsning af aktindsigtsanmodning var for snæver

24-09-2025

En journalist havde efter telefonisk dialog med Udenrigsministeriet afgrænset en del af en aktindsigtsanmodning til at omfatte ”endelige interne dokumenter (ikke udkast), der vedrører underretningen i sag C-1965”.

I forbindelse med Udenrigsministeriets behandling af sagen afgrænsede ministeriet denne del af journalistens anmodning til alene at omfatte endelige interne dokumenter, der var tillagt faktisk betydning ved beslutningen om at oprette den pågældende sag C 1965, der vedrørte mistanke om misbrug af bistandsmidler i Ukraine.

Det var ombudsmandens opfattelse, at Udenrigsministeriet havde anlagt en for snæver forståelse af journalistens anmodning om aktindsigt. Ombudsmanden mente således, at en naturlig forståelse af ”endelige interne dokumenter (ikke udkast), der vedrører underretningen i sag C-1965” omfatter mere end blot dokumenter, der er tillagt faktisk betydning ved beslutningen om at oprette sagen C 1965. Det var i forlængelse heraf ombudsmandens opfattelse, at ministeriets forståelse af journalistens aktindsigtsanmodning havde ledt til, at ministeriet ikke havde forholdt sig til aktindsigt i en række dokumenter, der måtte anses for at være omfattet af anmodningen. Flere af disse dokumenter indeholdt efter ombudsmandens opfattelse oplysninger af væsentlig betydning for anmodningens emne.

Ombudsmanden henstillede til Udenrigsministeriet at genoptage sagen med henblik på fornyet behandling.

(Sag nr. 25/01474)