I forvaltningsloven er der regler om personlig inhabilitet, men en myndighed som sådan kan også være inhabil. Der gælder nemlig en uskreven retsgrundsætning om såkaldt myndighedsinhabilitet.
Formålet er i begge tilfælde at begrænse risikoen for, at afgørelsen af en sag påvirkes af usaglige eller uvedkommende hensyn, og at forebygge, at der opstår mistillid til myndighederne.
Hvis en myndighed er inhabil, må den normalt ikke behandle sagen. Sagen må i stedet overgå til en anden myndighed ved såkaldt substitution. Der kan dog være tilfælde, hvor det ikke er en mulighed, og hvor myndigheden alligevel må behandle sagen, selv om den er inhabil. Det vil kunne være tilfældet i forhold til kommuner, hvor der generelt ikke er mulighed for at henskyde en sag fra én kommunalbestyrelse til en anden (med et andet vælgergrundlag mv.).
Også hvor substitution ikke er muligt, er det helt centralt at være opmærksom på, om der foreligger myndighedsinhabilitet, for hvis det er tilfældet, skal myndigheden tage hensyn til det i sin sagsbehandling.
Hvornår er en kommune inhabil?
Hvis en kommune selv har en interesse i ud faldet af en sag, som den behandler, kan der foreligge myndighedsinhabilitet.
Myndighedsinhabilitet kan navnlig foreligge, når en kommune selv er part i en sag. Den situation opstår med jævne mellemrum som følge af kommunernes forskellige opgaver, f.eks. når der skal bygges en ny skole eller ske ombygning af en daginstitution. I sådanne tilfælde kan kommunen på den ene side være bygherre og ansvarlig for at søge om de nødvendige tilladelser mv. og på den anden side selv være den myndighed, der skal træffe afgørelse om at give tilladelserne i sagen. Som eksempler på den situation kan nævnes sagen FOB 1997.150 om indretning af en skolefritidsordning og FOB 2007.459 om etablering af en daginstitution.
En kommune kan også være part i sager om dispensation fra regler på f.eks. miljø- og planområdet. Som eksempler kan nævnes sagen FOB 2023-31, hvor en kommune havde behov for en dispensation fra lovgivningens afstandskrav til byzone for at kunne anvende et område til afgræsning af kvæg, og sagen MAD 2004.95 V om dispensation efter naturbeskyttelsesloven til opførelse af byggeri inden for skovbyggelinjen.
Det blev i alle de nævnte sager lagt til grund, at der forelå myndighedsinhabilitet.
Vurderingen af, om der foreligger myndighedsinhabilitet, er objektiv og generel. Det afgørende er derfor, om der foreligger en inhabilitetsbegrundende (uvedkommende) interesse i sagen – og ikke om der er en konkret risiko for, at kommunen vil træffe en forkert afgørelse. Det er også uden betydning, om udfaldet af afgørelsen følger direkte af reglerne, eller om reglerne overlader kommunen et skøn.
Der er således i sig selv ikke noget forkert eller bebrejdelsesværdigt ved, at en kommune er inhabil. Det er imidlertid vigtigt, at kommunen så er opmærksom på, at der foreligger inhabilitet, og overvejer, hvad den skal gøre i den anledning.
Hvad skal kommunen gøre, når der foreligger inhabilitet?
Hvis en kommune konstaterer, at den er myndighedsinhabil, har den pligt til at handle på det, herunder ved at overveje, om der kunne være mulighed for substitution. Som nævnt har en kommune generelt ikke mulighed for at overlade sagen til en anden kommune. Men så må den på anden vis tage højde for interessekonflikten, og der er i den forbindelse forskellige forholdsregler, som kommunen kan sætte i værk.
Kommunen kan overveje, om sagen kan behandles af en anden del af kommunen (f.eks. en anden forvaltningsgren), eller om hensyn til at sikre de relevante faglige kompetencer taler imod. Det vil også være relevant at overveje, om der bør indhentes bistand udefra, f.eks. i form af en udtalelse fra en fagmyndighed på området eller ved at inddrage relevant fagkundskab fra private organer.
Dernæst kan det indgå i kommunens overvejelser, om sagen bør vurderes mere lempeligt for borgeren (og strengere for kommunen) end efter sædvanlig praksis. Det forudsætter dog, at den lempelige vurdering ikke har negative virkninger for eventuelle andre parter eller almene hensyn.
Derudover skal kommunen tage hensyn til interessekonflikten, når den udarbejder afgørelsen. Den bør således anføre i afgørelsen, at der har foreligget myndighedsinhabilitet, men at substitution ikke har været muligt. Endvidere bør kommunen give en særlig udførlig begrundelse for afgørelsen, hvis den falder ud til fordel for kommunen eller til skade for en part i sagen.
Hvis afgørelsen efterfølgende påklages til en klageinstans, kan klageinstansen desuden foretage en mere intensiv prøvelse af afgørelsen.
I den ovennævnte sag FOB 2023-31 anførte ombudsmanden, at kommunen burde have overvejet, om der skulle træffes særlige forholdsregler. Kommunen traf herefter en ny afgørelse om dispensation. Af afgørelsen fremgik det, hvilke overvejelser kommunen havde gjort sig om myndighedsinhabiliteten og konsekvenserne heraf. Det fremgik også, at kommunen i forbindelse med den nye afgørelse havde truffet særlige forholdsregler, bl.a. ved at foretage en vis opdeling af sagens håndtering.
Hvad sker der, hvis kommunen overser, at den er inhabil?
Hvis en kommune ikke opdager og tager højde for, at den er inhabil, kan det i værste fald betyde, at kommunen træffer en forkert afgørelse, der er båret af usaglige hensyn, eller hvor relevante modhensyn ikke er blevet tilstrækkeligt inddraget. Og selv om afgørelsen måtte være rigtig, kan håndteringen svække tilliden til kommunen.
I sidste ende kan manglende iagttagelse af reglerne om myndighedsinhabilitet føre til, at kommunens afgørelse i sagen er ugyldig.