Københavns Kommune indkaldte en lærer til en tilrettevisningssamtale, efter at hun havde givet et interview til en avisartikel med overskriften ”Lærer fik hjernerystelse og blå mærker efter slag: ’Som at være i en krigszone’”. Interviewet handlede om hendes oplevelse med voldelig elevadfærd på den skole, hvor hun tidligere var ansat, og om hendes perspektiver på elevers adfærdsproblemer mere generelt.
Ombudsmanden har undersøgt kommunens håndtering af sagen, herunder omstændighederne omkring tilrettevisningssamtalen. Under samtalen fik hun en tilrettevisning, og hun blev i samme forbindelse bl.a. opfordret til at holde lav profil med hensyn til kontakt med pressen. Kommunen har efterfølgende tilkendegivet, at denne opfordring var yderst beklagelig, hvilket ombudsmanden selvsagt er enig i.
Ombudsmanden konkluderer også, at kommunens håndtering ikke skete med respekt for – og anerkendelse af – hendes ytringsfrihed.
”Offentligt ansatte har en nu lovfæstet ret til at gøre brug af deres ytringsfrihed – og derved bidrage med deres viden og erfaring til at kvalificere den offentlige debat – uden at blive udsat for negative reaktioner fra ledelsen. I denne sag fortalte en lærer om sine egne erfaringer som lærer. Udtalelserne fremstår efter min opfattelse klart som fremsat på egne vegne og må anses at være i kerneområdet for offentligt ansattes ytringsfrihed”, siger Folketingets Ombudsmand, Christian Britten Lundblad.
Indkaldte læreren til møde efter interview
Københavns Kommune har forklaret til ombudsmanden, at baggrunden for, at læreren efter interviewet blev indkaldt til en samtale, ikke var hendes udtalelser i artiklen, men et pressefoto, som blev bragt sammen med artiklen, og som hun ikke havde indhentet tilladelse til at få taget.
På baggrund af bl.a. rammerne for samtalen og det referat, der foreligger af samtalen, konkluderer ombudsmanden, at forløbet helt berettiget har kunnet opfattes som en negativ ledelsesreaktion over for læreren på baggrund af hendes udtalelser. Ombudsmanden mener desuden, at kommunen ikke over for læreren har rettet op på de relevante forhold i sagen og sikret, at hun har fået en samlet og korrekt information om sin personalemæssige situation og sin ret til at udtale sig. I forhold til kommunens tilrettevisning peger ombudsmanden samtidig på, at læreren rent faktisk på forhånd orienterede sin skoleleder om interviewet med avisen, og at skolelederen efter det oplyste i sagen ikke i den forbindelse spurgte til eller vejledte nærmere om spørgsmålet om optagelse af fotos på skolen.
Derfor har ombudsmanden henstillet, at Københavns Kommune genoptager sagen, og bedt kommunen om inden tre måneder at orientere ham om, hvad henstillingen giver kommunen anledning til.
Ombudsmanden mener også, at den efterfølgende kontakt fra kommunens pressemedarbejdere til flere medier om lærerens udtalelser må anses for meget uheldig.
Læs hele udtalelsen.
Yderligere oplysninger:
Folketingets Ombudsmand, Christian Britten Lundblad, tlf. 22 65 91 03
Områdechef Kirsten Talevski, tlf. 33 13 25 12
FAKTA
En offentligt ansat kan på egne vegne deltage i den offentlige debat og fremsætte personlige meninger og synspunkter. Det gælder også emner, der vedrører vedkommendes eget arbejdsområde.
Når man som offentligt ansat ytrer sig på egne vegne, kan ledelsen ikke kræve, at man først skal indhente tilladelse til at fremføre en påtænkt ytring. Ledelsen kan heller ikke kræve, at man skal orientere ledelsen om ytringer, der fremsættes på egne vegne.
En offentligt ansat må ikke mødes med negative ansættelsesretlige reaktioner (f.eks. undladelse af tildeling af løntillæg, ændring i arbejdsområde, advarsel eller afskedigelse) på grund af ytringer fremsat på egne vegne.
Ved ytringer på myndighedens vegne kan ledelsen på en offentlig arbejdsplads derimod godt bestemme, hvem der udtaler sig, og hvad de i den forbindelse må sige.
Offentligt ansattes ytringsfrihed er beskyttet ved bl.a. grundlovens § 77 og Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 10. Frem til den 1. juli 2025 var de nærmere regler om offentligt ansattes ytringsfrihed fastlagt gennem bl.a. retspraksis, praksis fra Folketingets Ombudsmand og det fagretlige system.
Reglerne om offentligt ansattes ytringsfrihed er med virkning fra den 1. juli 2025 lovfæstet ved lov nr. 557 af 27. maj 2025 om offentligt ansattes ytringsfrihed. Justitsministeriet har i den forbindelse udsendt vejledning nr. 9598 af 1. juli 2025 om offentligt ansattes ytringsfrihed. Et overblik over reglerne kan desuden findes i overblik #17 om offentligt ansattes ytringsfrihed i Myndighedsguiden på ombudsmandens hjemmeside.