Ombudsmanden vil som tema for sine tilsynsbesøg på voksenområdet i 2026 se på overgangen fra tilværelsen som fængselsindsat til livet uden for fængslet, som den finder sted i landets udslusningsfængsler.
Under tilsynsbesøgene vil ombudsmanden have fokus på bl.a. overgangen f.eks. fra et fængsel eller en arrest til et udslusningsfængsel, forholdene under opholdet i udslusningsfængslet, samt overgangen fra udslusningsfængslet til det omgivende samfund.
”Det kan være udfordrende for indsatte at skulle vænne sig til livet og hverdagen uden for et fængsel. Her kan et ophold i et udslusningsfængsel være en god overgang til livet uden for murene. Under de kommende tilsynsbesøg i udslusningsfængslerne vil jeg derfor bl.a. se på, hvordan de indsatte forberedes til livet i frihed, og hvordan samarbejdet med f.eks. kommunerne fungerer”, siger Folketingets Ombudsmand, Christian Britten Lundblad.
Tilsynsbesøgene gennemføres i samarbejde med Institut for Menneskerettigheder og DIGNITY – Dansk Institut Mod Tortur.
Efter afslutningen af tilsynsåret vil ombudsmanden sammenfatte de væsentligste resultater i en temarapport.
Yderligere oplysninger:
Folketingets Ombudsmand, Christian Britten Lundblad, tlf. 22 65 91 03
Områdechef Adam Abdel Khalik, tlf. 33 13 25 12
FAKTA
Om temaet for 2026
Ombudsmanden vælger et eller flere temaer for årets tilsynsbesøg. I 2026 er temaet for ombudsmandens tilsynsbesøg på voksenområdet den udslusning fra Danmarks Fængsler, der finder sted i landets udslusningsfængsler.
Formålet med årets tema er bl.a. at indsamle viden om udslusningsfængslernes tiltag og aktiviteter, der har til formål at forberede de indsatte på løsladelse og sikre en god overgang til en tilværelse uden for Danmarks Fængsler. Derudover er formålet at undersøge, om de indsatte under deres ophold i udslusningsfængslerne bliver behandlet værdigt, hensynsfuldt og i overensstemmelse med deres rettigheder.
Generelt om ombudsmandens tilsynsbesøg
Ombudsmandens tilsynsbesøg retter sig imod områder af den offentlige forvaltning, hvor borgere er frihedsberøvede eller på anden måde i en sårbar situation.
Læs mere om ombudsmandens tilsyn og temaer.