Ombudsmanden: Skattestyrelsens særlige telefonnummer til ikke-digitale borgere er et fint initiativ

06-10-2026

Som led i sin undersøgelse af Skattestyrelsens telefonbetjening har ombudsmanden blandt andet sat fokus på styrelsens vejledning af ikke-digitale borgere.

Ombudsmanden har som led i sin undersøgelse spurgt til styrelsens overvejelser og tiltag i forhold til årsopgørelsesperioden i 2026 med henblik på at vurdere ikke-digitale borgeres muligheder for at få relevant vejledning fra skattemyndighederne.

Som svar har Skattestyrelsen bl.a. oplyst, at den i tilknytning til sin øvrige vejledningsindsats i år har oprettet et telefonnummer, som er særligt målrettet borgere, der er fritaget fra Digital Post. Via dette nummer kan digitalt fritagne borgere sikre sig en plads i køen til telefonisk vejledning.

”I en tid med øget digitalisering er det vigtigt, at myndighederne også kan tilbyde hjælp og vejledning til dem, der har brug for at få den på anden måde. Skattestyrelsens nye telefonnummer er et fint initiativ i den retning, som jeg håber kommer til at virke for borgerne”, siger Folketingets Ombudsmand, Christian Britten Lundblad.

Skattestyrelsen har oplyst til ombudsmanden, at der løbende vil blive kommunikeret om det nye telefonnummer til de relevante målgrupper.

Ombudsmanden vil følge Skatteforvaltningens indsats i forhold til ikke-digitale borgere, bl.a. i forbindelse med sin behandling af klager.

Læs ombudsmandens brev til Skattestyrelsen.

 

Yderligere oplysninger:

Folketingets Ombudsmand, Christian Britten Lundblad, tlf. 22 65 91 03

Områdechef Jacob Christian Gaardhøje, tlf. 33 13 25 12