Kritisabelt af kommune, at unge på døgninstitution ikke fik den undervisning, de har ret til

09-10-2026

I efteråret 2025 var ombudsmanden på tilsyn på Socialcenter Lillebælt, afdeling Egely, der er en sikret døgninstitution for unge, som ligger i Middelfart Kommune. Under tilsynet fortalte de unge ombudsmandens besøgshold, at de ikke fik tilbudt undervisning. Ifølge ledelsen på stedet var undervisningen reduceret, hvilket skyldtes lærermangel.

Elever i et specialundervisningstilbud som Egely har samme ret til at modtage undervisning, som elever i folkeskolen almindeligvis har. Middelfart Kommune skal lave en kvalitetsaftale med stedet og føre tilsyn med, at undervisningen har den fornødne kvalitet og overholder kravene i folkeskoleloven.

Middelfart Kommune oplyste over for ombudsmanden, at den ikke havde været bekendt med, at der manglede lærere og undervisning på Egely. Kommunen kunne heller ikke gøre rede for, i hvilken periode der havde manglet lærere – eller hvilken undervisning, der havde fundet sted i den periode.

Ombudsmanden må imidlertid på baggrund af tilsynet og sin undersøgelse forstå, at de unge på Egely i hvert fald i en længere periode hen over sommeren og efteråret 2025 ikke modtog den undervisning, som de havde krav på. Og at kommunens tilsyn mv. på området ikke havde været tilstrækkeligt til, at den kunne iagttage sine forpligtelser, i forhold til at de unge fik en undervisning, der i kvalitet og omfang var i overensstemmelse med folkeskolelovgivningens regler.

Det finder ombudsmanden kritisabelt.

”Vi skal som samfund støtte anbragte unge bedst muligt i at få et godt fodfæste i tilværelsen. Derfor er det også vigtigt, at kommunerne lever op til deres ansvar for, at de unge får den undervisning, de har ret til. At undlade det er ikke udtryk for støtte og hjælp – det er faktisk det modsatte”, siger Folketingets Ombudsmand, Christian Britten Lundblad.

Ombudsmanden inddrog Styrelsen for Undervisning og Kvalitet i sagen. Styrelsen har nu iværksat et tilsyn med, at Middelfart Kommune påser, at undervisningen på Egely overholder kravene og har den fornødne kvalitet.

Ombudsmanden har bedt styrelsen om at orientere ham om, hvad tilsynet med kommunen giver anledning til.

 

Læs ombudsmandens brev til Middelfart Kommune.

 

Yderligere oplysninger:

Folketingets Ombudsmand, Christian Britten Lundblad, tlf. 22 65 91 03

Områdechef Louise Christophersen, tlf. 33 13 25 12

 

FAKTA

Socialcenter Lillebælt, afdeling Egely er en sikret døgninstitution med en særligt sikret afdeling for børn og unge mellem 12 og 17 år, der er kendetegnet ved at have vanskeligheder som udadreagerende og kriminel adfærd, misbrugsproblematikker og psykiske problemstillinger. 

Egely har som børne- og ungehjem et godkendt specialundervisningstilbud, hvor de unge bliver undervist. 

Efter § 40, stk. 1, i folkeskoleloven har kommunalbestyrelsen ansvaret for, at ethvert undervisningspligtigt barn i kommunen indskrives i folkeskolen eller får en undervisning, der står mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen. 

Kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor et børne- og ungehjem med specialundervisningstilbud er beliggende, skal indgå en kvalitetsaftale om specialundervisning med tilbuddet, jf. § 22 b i folkeskoleloven. Formålet med kvalitetsaftalen er at sikre kvaliteten af specialundervisningen.

Kommunalbestyrelsen skal i henhold til § 26 i specialundervisningsbekendtgørelsen (bekendtgørelse nr. 1646 af 12. december 2023) føre tilsyn med, at et specialundervisningstilbud på et børne- og ungehjem, som kommunen har indgået en kvalitetsaftale med, har den fornødne kvalitet efter kvalitetsaftalen og folkeskolelovens § 22 b og overholder kravene i folkeskoleloven.