Kommentarbokse til ministers bogudkast kunne ikke undtages fra aktindsigt som fejlsendte

30-10-2026

Justitsministeriet kunne ikke undtage oplysninger, der var sendt til embedsværket i forbindelse med bistand til presseformidling ved tidligere justitsminister Peter Hummelgaards udgivelse af bogen ”Der er noget, vi skal tale om” fra aktindsigt med den begrundelse, at oplysningerne var fremsendt til ministeriet ved en fejl.

Det udtaler ombudsmanden efter at have behandlet en klage fra en journalist over ministeriets afgørelse.

Den tidligere justitsministers særlige rådgiver havde til brug for den nævnte bistand med presseformidling videresendt en tidligere mailkorrespondance med ministeren sammen med et udkast til bogen til en pressemedarbejder i ministeriets almindelige embedsværk.

Bogudkastet var forsynet med en række kommentarbokse fra personer uden tilknytning til Justitsministeriet.

Ministeriet undtog visse oplysninger i mailkorrespondancen og alle oplysninger i kommentarboksene fra aktindsigt med henvisning til, at oplysningerne var fremsendt til ministeriet ved en fejl. Bogudkastet skulle have været fremsendt i en version uden kommentarbokse, og det skulle ikke være sket ved videresendelse af den særlige rådgivers tidligere mailkorrespondance med ministeren.

Offentlighedslovens generalklausul kunne ikke anvendes

Justitsministeriets afgørelse var truffet efter generalklausulen i offentlighedslovens § 33, stk. 5, der giver mulighed for at begrænse retten til aktindsigt i tilfælde, hvor hemmeligholdelse må anses for klart påkrævet, og der er nærliggende fare for, at de beskyttelsesværdige interesser vil lide skade af betydning.

Ministeriet havde henvist til hensyn bag offentlighedslovens § 7 om adgang til at undtage fejlsendte dokumenter fra aktindsigt.

Offentlighedslovens § 33, stk. 5, har imidlertid et snævert anvendelsesområde og kan ikke anvendes til at undtage oplysninger fra aktindsigt, hvis det sker ud fra hensyn, der er fuldt ud identiske med hensyn, der er tilgodeset i en af lovens andre undtagelsesbestemmelser, men betingelserne for at anvende denne bestemmelse ikke er opfyldt.

”Oplysningerne i kommentarboksene og mailkorrespondancen er både relevante og egnede til at indgå i grundlaget for embedsværkets bistand med presseformidling af bogen. Sammenholdt med sagens øvrige omstændigheder mener jeg på den baggrund, at den foreliggende situation er vanskeligt forenelig med de særlige krav, der gælder for at undtage fejlsendte dokumenter fra aktindsigt. Offentlighedslovens § 33, nr. 5, kan derfor ikke anvendes til at undtage oplysningerne som fejlsendte”, siger Folketingets Ombudsmand, Christian Britten Lundblad.

Ombudsmanden har på den baggrund henstillet, at ministeriet genoptager sagen og træffer en ny afgørelse.

Læs ombudsmandens udtalelse.

 

Yderligere oplysninger:

Folketingets Ombudsmand, Christian Britten Lundblad, tlf. 22 65 91 03

Områdechef Kirsten Talevski, tlf. 33 13 25 12