Når der bliver truffet beslutning om at tvangsindlægge eller tvangstilbageholde en patient i psykiatrien, har patienten i overensstemmelse med grundlovens § 71, stk. 6, og Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 5, stk. 4, en særlig adgang til enkel, effektiv og hurtig domstolsprøvelse af frihedsberøvelsen.
Denne adgang til domstolsprøvelse gælder, når patienten har fået sin klage behandlet i Det Psykiatriske Patientklagenævn. Det er forudsat i forarbejderne til psykiatriloven, at klagesagen som udgangspunkt skal være afgjort inden for 14 dage.
En undersøgelse fra Folketingets Ombudsmand viser imidlertid, at de klagesager, der blev afsluttet i første kvartal af 2025, havde en gennemsnitlig sagsbehandlingstid på 212,8 dage (ca. syv måneder). Og mere end 95 pct. af de klagesager, der blev afsluttet i 2024 og første kvartal af 2025, blev afsluttet mere end 14 dage efter klagens modtagelse, selv om det ifølge forarbejderne til loven kun undtagelsesvist bør være tilfældet.
”Borgere, der bliver tvangsindlagt eller tvangstilbageholdt, har krav på at få behandlet deres klage over frihedsberøvelsen hurtigt, så de kan få en afklaring af, om frihedsberøvelsen er eller var lovlig. Den nuværende sagsbehandlingstid er ikke forenelig med forudsætningerne i psykiatriloven. Det finder jeg kritisabelt i forhold til de væsentlige og indgribende beslutninger, der er tale om, over for borgere, der befinder sig i en sårbar situation”, siger Folketingets Ombudsmand, Christian Britten Lundblad.
Ombudsmanden tilføjer, at det giver ham anledning til bekymring, at Indenrigs- og Sundhedsministeriet ikke kan oplyse, hvornår sagsbehandlingstiden i Det Psykiatriske Patientklagenævn kan forventes at være nedbragt til et tilfredsstillende niveau.
”Men jeg går ud fra, at nævnet ved sin behandling og prioritering af klagesagerne sikrer, at der ikke er sager, hvor Danmark som følge af nævnets sagsbehandlingstid ikke lever op til sine menneskeretlige forpligtelser til at sikre en adgang til enkel, effektiv og hurtig prøvelse af en frihedsberøvelse”, tilføjer han.
Svært at få lægelige nævnsmedlemmer
Styrelsen for Patientklagenævn og Indenrigs- og Sundhedsministeriet har oplyst til ombudsmanden, at årsagen til de lange sagsbehandlingstider bl.a. er, at Det Psykiatriske Patientklagenævn i slutningen af 2023 blev overført fra Nævnenes Hus til Styrelsen for Patientklager. Det førte til en ophobning af sager på grund af behovet for at rekruttere og oplære nye sagsbehandlere.
Desuden oplyser myndighederne, at der har været problemer med for få lægelige medlemmer til nævnet, ligesom antallet af klagesager er steget.
For at nedbringe sagsbehandlingstiden blev der i april 2025 bevilliget en etårig tillægsbevilling på 5,3 mio. kr. Desuden blev det som led i den politiske aftale om en 10-års plan for psykiatrien besluttet at afsætte midler til at frikøbe lægelige nævnsmedlemmer. Der er også blevet nedsat en arbejdsgruppe under Indenrigs- og Sundhedsministeriet, der skal kigge på mulige løsninger på området.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet vil i december 2025 sende opdaterede oplysninger om Det Psykiatriske Patientklagenævns sagsbehandlingstider til ombudsmanden.
Læs ombudsmandens udtalelse.
Yderligere oplysninger:
Folketingets Ombudsmand, Christian Britten Lundblad, tlf. 22 65 91 03
Områdechef Adam Abdel Khalik, tlf. 33 13 25 12
FAKTA
Det Psykiatriske Patientklagenævn behandler klager over tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdelse, tilbageførsel, tvangsbehandling, tvangsfiksering, anvendelse af fysisk magt, indgivelse af et beroligende middel med magt, beskyttelsesfiksering, anvendelse af personlige alarm- og pejlesystemer og særlige dørlåse, personlig skærmning, der uafbrudt varer mere end 24 timer, aflåsning af døre i afdelingen samt oppegående tvangsfiksering og aflåsning af patientstue på Sikringsafdelingen.
Det Psykiatriske Patientklagenævn skal i klagesager om tvangsbehandling, der er tillagt opsættende virkning, træffe afgørelse inden syv hverdage efter klagens modtagelse, jf. psykiatrilovens § 36, stk. 3, 1. pkt.
Det Psykiatriske Patientklagenævn afsluttede i 2024 og første kvartal af 2025 731 realitetsbehandlede klagesager om tvangsbehandling, der er tillagt opsættende virkning. Ca. 94,3 pct. af sagerne blev afsluttet inden for syv hverdage efter klagens modtagelse.
I sager om oppegående tvangsfiksering på Sikringsafdelingen skal nævnet træffe afgørelse senest 14 dage efter klagens modtagelse, jf. § 36, stk. 3, 2. pkt., i psykiatriloven. Nævnet hverken modtog eller afsluttede sådanne klagesager i 2024 eller første kvartal af 2025.
I alle andre sager skal nævnet efter psykiatrilovens § 36, stk. 3, 3. pkt., træffe afgørelse snarest muligt. Det er i forarbejderne til bestemmelsen forudsat, at disse sager normalt skal være afgjort inden 14 dage efter klagens modtagelse. Der er ikke tale om en absolut frist, men det er ved loven forudsat, at det alene vil være undtagelsesvist, at sagsbehandlingstiden er længere end 14 dage i sagerne.
Det Psykiatriske Patientklagenævn afsluttede i 2024 og første kvartal af 2025 601 realitetsbehandlede klagesager efter psykiatrilovens § 36, stk. 3, 3. pkt. Alene ca. 4,7 pct. af sagerne blev afsluttet inden for 14 dage efter klagens modtagelse.
Det følger af grundlovens § 71, stk. 6, at lovligheden af en frihedsberøvelse uden for strafferetsplejen, der ikke er besluttet af en dømmende myndighed, og som ikke har hjemmel i lovgivningen om udlændinge, på begæring af den, der er berøvet sin frihed, eller den, der handler på hans vegne, skal forelægges de almindelige domstole eller anden dømmende myndighed til prøvelse.
Efter artikel 5, stk. 4, i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention gælder der en ret til at indbringe en frihedsberøvelse for en domstol, for at denne hurtigt kan træffe afgørelse om lovligheden af frihedsberøvelsen og om dens ophør, hvis frihedsberøvelsen ikke er lovlig.
Det følger af § 37 stk. 1, i psykiatriloven, at Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Styrelsen for Patientklager efter anmodning fra patienten eller patientrådgiveren skal indbringe sine afgørelser vedrørende tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdelse, tilbageførsel, tvangsfiksering, beskyttelsesfiksering, oppegående tvangsfiksering på Sikringsafdelingen og aflåsning af døre i afdelingen for retten efter reglerne i kapitel 43 a i retsplejeloven (lovbekendtgørelse nr. 1160 af 5. november 2024). Forelæggelse for retten skal efter retsplejelovens § 469, stk. 2, ske inden fem søgnedage efter anmodningens fremsættelse.
Klageadgangen til Det Psykiatriske Patientklagenævn skal være udnyttet, inden en borger kan få prøvet beslutninger om tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdelse, tilbageførsel, tvangsfiksering, beskyttelsesfiksering, oppegående tvangsfiksering på Sikringsafdelingen og aflåsning af døre i afdelingen for domstolene.
Reglerne om klageadgang og domstolsprøvelse i sager om tvang i psykiatrien kan findes i §§ 34-39 i psykiatriloven (lovbekendtgørelse nr. 1045 af 18. september 2024 af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien mv.)