Indsats skal forebygge selvmord i celler på Vestre Fængsel

04-06-2020

Tre indsatte på Vestre Fængsels hospitalsafdeling, Vestre Hospital, har over en periode på lidt over et år begået selvmord ved at hænge sig fra frithængende rør i cellerne. Efter at ombudsmanden har påpeget mønsteret, vil kriminalforsorgen nu inddæmme alle synlige rør i cellelofterne på Vestre Hospital for at forebygge selvmord og selvmordsforsøg.

”Hvis man i fængslerne kan se et mønster for selvmord eller selvmordsforsøg, bør man søge at forebygge, at mønsteret gentages. Derfor er det godt, at kriminalforsorgen nu handler i forhold til den risiko, vi har påpeget på Vestre Hospital,” siger ombudsmand Niels Fenger.

Folketingets Ombudsmand bliver efter fast aftale orienteret om alle dødsfald, selvmord, ”kvalificerede” selvmordsforsøg og andre ”kvalificerede” selvbeskadigende handlinger blandt indsatte i kriminalforsorgens varetægt. Herefter undersøger ombudsmanden bl.a., om den forebyggende indsats har været god nok, om der er handlet hurtigt og passende på hændelsen og om den indsatte efterfølgende har modtaget tilstrækkeligt opsyn og tilstrækkelig behandling.

I forbindelse med gennemgangen af en række sager blev ombudsmanden opmærksom på, at der var tre indsatte, som i 2017 og 2018 havde begået selvmord ved hænge sig i rør på Vestre Hospital.

Kriminalforsorgen har nu meddelt ombudsmanden, at kriminalforsorgen vil inddæmme alle synlige radiatorrør på Vestre Hospital.

For yderligere oplysninger:

Folketingets Ombudsmand Niels Fenger, tlf. 42475091

Afdelingschef Morten Engberg, tlf. 33132512

 

Nyhed (1. juni 2018): Konkrete tiltag skal forebygge selvmord i udlændingecenter

FAKTA OM VESTRE HOSPITAL

Vestre Hospital (VH) er kriminalforsorgens landsdækkende sygehus, som er placeret som en del af Vestre Fængsel.

VH er sygeafdeling for Københavns Fængsler og modtager også klienter fra andre arresthuse og fængsler til pleje og behandling.

Der tilbydes pleje og (efter)behandling af alle former for somatiske og psykiske sygdomme, som ikke kan tilbydes i andre arresthuse og fængsler.