Ombudsmanden beslutter – på baggrund af materialet i den enkelte sag, dvs. klagen og bilagene – hvad en klage giver anledning til.
En klager har ikke krav på at få sin sag undersøgt af ombudsmanden, selv om de almindelige betingelser for at klage er opfyldt.
Hvilke kriterier kan ombudsmanden lægge vægt på?
Når ombudsmanden beslutter, om han vil undersøge en klage, lægger han bl.a. vægt på, om der er udsigt til, at en ombudsmandsundersøgelse vil kunne hjælpe borgeren til et andet resultat.
I den forbindelse kan det have betydning, f.eks.
- at sagen indeholder spørgsmål, der afhænger af en særlig fagkyndig bedømmelse, som ombudsmanden ikke kan foretage en kvalificeret bedømmelse af – det kan f.eks. være lægelige eller tekniske spørgsmål
- at ombudsmandsinstitutionen ikke er egnet til at afklare bevisspørgsmål, dvs. spørgsmål, hvor påstand står mod påstand. Ombudsmanden behandler klager på skriftligt grundlag og har normalt ikke mulighed for at afhøre vidner.
Eksempler på andre forhold, som kan have betydning for, om ombudsmanden går ind i sagen:
- Er det klart, hvad klagen handler om? Læs, hvad en klage skal indeholde
- Har myndigheden allerede rettet op på det, klagen handler om?
- Handler sagen om et væsentligt eller principielt juridisk spørgsmål, og kan vurderingen af spørgsmålet have betydning for flere borgere?
- Er de juridiske spørgsmål, som klagen rejser, bedre egnet til at blive behandlet i en mere generel undersøgelse? Læs om egen drift-undersøgelser
Ombudsmanden er desuden efter praksis generelt tilbageholdende med at undersøge klager over sagsbehandlingen i en konkret sag, hvis han ikke også undersøger afgørelsen i sagen.
Klagesagen afsluttes uden en egentlig undersøgelse
Hvis ombudsmanden beslutter ikke at undersøge sagen, afsluttes den med et kortfattet brev til klageren, hvori der henvises til § 16, stk. 1, i ombudsmandsloven.
Det sker, at ombudsmanden finder det mest hensigtsmæssigt at sende en klage videre til en myndighed, så myndigheden får lejlighed til at svare klageren. I de tilfælde afslutter ombudsmanden sagen med et brev til klageren om, at han har sendt klagen videre.