To journalister bad Justitsministeriet om aktindsigt i dokumenter vedrørende justitsministerens bog ”Der er noget, vi skal tale om”.
Justitsministeriet afslog at udlevere en række dokumenter, med henvisning til at der var tale om interne dokumenter i ministeriet, jf. offentlighedslovens § 23, stk. 1, nr. 1.
Ombudsmanden var enig med ministeriet i, at dokumenter, der alene var udvekslet indbyrdes mellem embedsmænd i det almindelige embedsværk, havde karakter af interne dokumenter.
De øvrige undtagne dokumenter var udvekslet mellem justitsministeren og justitsministerens særlige rådgiver på den ene side og det almindelige embedsværk på den anden side.
I forbindelse med ombudsmandens undersøgelse af sagen oplyste Justitsministeriet, at justitsministeren havde udarbejdet og udgivet bogen alene i sin egenskab af privatperson og partipolitiker.
Ombudsmanden udtalte, at der på baggrund af det oplyste ikke var tale om en situation, hvor der var overlap mellem justitsministerens forskellige funktioner, men om en situation, hvor ministeren rent som privatperson og partipolitiker havde udarbejdet og udgivet en bog, der bl.a. vedrørte emner, der lå inden for Justitsministeriets ressort.
I en sådan situation kunne justitsministeren – og den særlige rådgiver, når denne bistod ministeren med det pågældende bogprojekt – ikke efter ombudsmandens opfattelse i forbindelse med selve udarbejdelsen og udgivelsen af bogen anses at agere som en del af Justitsministeriet, men måtte anses som udenforstående personer.
Ombudsmanden udtalte på den baggrund, at justitsministerens og den særlige rådgivers korrespondance med det almindelige embedsværk i Justitsministeriet – i det omfang korrespondancen var udvekslet udelukkende til brug for bogprojektet (og dermed ikke tillige som led i funktionen som minister) – ikke havde karakter af intern korrespondance i ministeriet, jf. offentlighedslovens § 23, stk. 1, nr. 1.
Ombudsmanden henstillede derfor, at Justitsministeriet genoptog de to journalisters sager.
(Sag nr. 25/00164)