FOB 91-185

Inkassometoder i kommune. Inkassobil og særlige inkassokuverter.

01-01-1991

Med henblik på at effektivisere inddrivelsen af skyldige restancer havde en kommune (K) indført en særligt iøjnefaldende inkassobil, samt markante kuverter til fremsendelse af inkassoskrivelser.

På baggrund af en konkret klage besluttede ombudsmanden at behandle sagen af egen drift.

Ombudsmanden fandt det kritisabelt, at de kommunale pantefogeder anvendte inkassobilen i forbindelse med inddrivelsesarbejdet, idet dette efter omstændighederne kunne indebære en krænkelse af tavshedspligten. Han henstillede, at K ophørte med at anvende bilen.

Fremsendelse af inkassoskrivelser i særligt mærkede kuverter fandt ombudsmanden ikke i overensstemmelse med principperne om hensynsfuld sagsbehandling, hvorfor han også fandt det rigtigst, at K ophørte med brugen af disse.

I forbindelse med undersøgelsen foretog ombudsmanden en sammenligning med retsstillingen for private inkassovirksomheder. Han udtalte, at det var uheldigt, om offentlige inkassovirksomheder kunne betjene sig af metoder, som lovgivningen forbyder private at anvende. (J. nr. 1991-454-42).