Kommunernes behandling af underretninger om bekymring for børn

overblik #24


Borgere og myndighedspersoner har mulighed for – og kan have pligt til – at underrette kommunen om bekymringer for et barn eller en ungs trivsel eller udvikling.

Kommunen skal reagere hurtigt og relevant på sådanne underretninger. Gør kommunen ikke det, er der risiko for, at børn og unge ikke får den rette og nødvendige hjælp. Det stiller store krav til kommunens procedurer for, hvordan underretninger modtages og behandles.

Ombudsmanden har flere gange set eksempler på, at konsekvenserne kan være alvorlige, hvis en kommune ikke har de nødvendige procedurer for behandling af underretninger og ikke reagerer tilstrækkeligt hurtigt og relevant på underretninger.

Søgning efter ny praksis mv. med henblik på eventuel opdatering er senest foretaget 3. juni 2022.

En kommune modtog 11 underretninger om to børn uden at iværksætte hjælp

Da en mor flyttede til en ny kommune med sine to børn, sendte fraflytningskommunen en underretning til den nye kommune. Underretningen indeholdt svære bekymringer for de to børns trivsel, men kommunen læste ikke hele sagen igennem og fik ikke fulgt op på underretningen.

I løbet af det efterfølgende år modtog kommunen yderligere 10 underretninger fra skolen, politiet og andre borgere med alvorlige bekymringer for de to børn.

Ingen af underretningerne førte til, at kommunen iværksatte sociale tiltag over for familien. Det var først, da det ældste barn – på ni år – blev indlagt på hospitalet med en alkoholpromille på 2,57, at børnene blev anbragt akut uden for hjemmet.

Ombudsmanden mente, at kommunens helt utilstrækkelige reaktion på den lange række af underretninger med alvorlige bekymringer for børnene var fuldstændig uforsvarlig.

Sagen er nærmere omtalt i overblikkets afsnit 3.1.

FOB 2014-19

1 Overblik

Det er en vigtig kommunal opgave at finde frem til de børn og unge, der har behov for hjælp, så tidligt som muligt og igangsætte den relevante hjælp. Et centralt redskab for kommunerne i den sammenhæng er underretninger om bekymringer for børns trivsel.

Formålet med dette overblik er – ud fra erfaringerne fra ombudsmandens undersøgelser og tilsyn – at belyse udvalgte centrale krav til kommunernes behandling af underretninger. Disse krav er beskrevet i afsnit 3.

Indledningsvis beskrives i afsnit 2 de tre forskellige former for underretningspligt, der er regler om i serviceloven: Den almindelige underretningspligt for alle borgere, den skærpede underretningspligt for fagpersoner og den tværkommunale underretningspligt for fraflytningskommuner.

2 Underretningspligt

Alle borgere har pligt til at underrette kommunen, hvis de får kendskab til, at et barn eller en ung udsættes for vanrøgt eller nedværdigende behandling eller lever under forhold, der bringer barnets eller den unges sundhed eller udvikling i fare.

Det kan f.eks. dreje sig om vold, mishandling eller seksuelle overgreb. Der kan også være pligt til at underrette kommunen, hvis man bliver bekendt med, at et barn eller en ung f.eks.

  • mangler basale fornødenheder eller relevante sundhedsydelser
  • lever under forhold påvirket af psykisk sygdom eller misbrug enten hos de voksne i hjemmet eller hos barnet eller den unge selv.

Denne såkaldte almindelige underretningspligt fremgår af servicelovens § 154.

Fagpersoner har en skærpet underretningspligt.

Det betyder, at fagpersoner har pligt til at underrette kommunen, hvis de har kendskab til eller grund til at tro, at et barn eller en ung har været udsat for overgreb eller kan have behov for særlig støtte. En sagligt begrundet bekymring er nok til, at en fagperson har pligt til at underrette kommunen.

En fagperson er i denne sammenhæng alle offentligt ansatte og personer med offentlige hverv samt en række privatansatte, hvis arbejde angår børn. Den skærpede underretningspligt gælder dog kun for oplysninger, som fagpersonen får kendskab til i forbindelse med sit arbejde eller hverv.

Den skærpede underretningspligt fremgår af servicelovens § 153. En nærmere angivelse af, hvilke privatansatte der er omfattet af den skærpede underretningspligt, fremgår af en bekendtgørelse udstedt i medfør af bestemmelsen i servicelovens § 153, stk. 3. Se nærmere under ”Regler”.

En 16-årig skoleelev blev overfaldet med en brandbombe og alvorligt forbrændt. Fire jævnaldrende drenge fra samme skole blev efterfølgende dømt som gerningsmænd i sagen. Overfaldet forekom at være kulminationen på et langstrakt, kompliceret og konfliktfyldt forløb. Sagen rejste i det lys spørgsmål om bl.a. skolens og skolens personales generelle praksis for at sende underretninger til kommunen.

Det viste sig, at skolen som regel ikke sendte underretninger til kommunen i sager, hvor de sociale myndigheder allerede var involveret i et konkret forløb vedrørende en elev, og der allerede var iværksat foranstaltninger eller støtte efter kapitel 11 i serviceloven. Skolen forklarede, at oplysningerne i stedet blev inddraget og håndteret i det løbende samarbejde med de sociale myndigheder om den konkrete elev.

Ombudsmanden var enig med myndighederne i, at skolens generelle praksis indebar en risiko for, at der ikke blev sendt underretninger til kommunen i overensstemmelse med servicelovens regler. Efter ombudsmandens opfattelse kunne kommunens løbende samarbejde med de sociale myndigheder ikke træde i stedet for en underretning efter serviceloven.

Ombudsmanden pegede i den forbindelse på, at kommunen efter serviceloven har en særlig handlepligt, som indebærer, at kommunen skal vurdere, om et barn eller en ung har brug for akutte foranstaltninger, inden for 24 timer efter at kommunen modtager en underretning.

Ombudsmanden pegede også på, at kommunen har en lovbestemt pligt til at genvurdere en sag, hvis kommunen modtager en underretning om et barn eller en ung, som kommunen allerede har iværksat foranstaltninger overfor. Se nærmere under afsnit 3.2.

I den konkrete sag var der efter ombudsmandens opfattelse derfor begået væsentlige fejl i forhold til reglerne om underretningspligt i serviceloven.

FOB 2018-28

Flytter en familie eller vordende forældre til en ny kommune, har fraflytningskommunen en tværkommunal underretningspligt. Det betyder, at fraflytningskommunen skal sende en underretning til den nye kommune, hvis den mener, at et barn, en ung eller de vordende forældre har behov for særlig støtte.

På den måde bliver den nye kommune gjort opmærksom på børn og unge, der kan have særlige behov, og kommunen kan så tidligt som muligt sætte ind med støtte eller foranstaltninger. Fremgangsmåden skal også sikre, at en sag ikke trækkes i langdrag eller bliver glemt, fordi en familie flytter kommune.  

Den tværkommunale underretningspligt fremgår af servicelovens § 152.

Reglerne om underretning findes i servicelovens kapitel 27. Reglerne – og samspillet med bl.a. servicelovens øvrige regler – er nærmere beskrevet i kapitel 4 i vejledning nr. 9142 af 26. februar 2019 om indsatser og særlig støtte til børn og unge og deres familier.

3 Centrale krav til kommunens behandling af underretninger

Når kommunen modtager en underretning, skal kommunen forholde sig til, hvad der skal ske i sagen.

Underretningers indhold kan være meget forskelligt. Der er stor forskel på alvoren af de forhold, der underrettes om, hvor mange detaljer underretninger indeholder, og hvad underretninger bygger på. Der kan være tale om alt fra konkret og detaljeret viden om overgreb på børn til løsere rygter. Kommunen skal behandle alle underretninger uanset indhold og form. Det gælder både skriftlige og mundtlige underretninger. Også anonyme underretninger skal behandles.

Kommunens reaktionsmuligheder på underretninger spænder derfor også fra meget alvorlige foranstaltninger – som f.eks. akut anbringelse og politianmeldelse – til simple oplysningsskridt for at fastslå, om en underretning har noget på sig.  

Mange regler kan derfor komme i spil, når kommunen behandler underretninger. Nedenfor gennemgås – ud fra erfaringerne fra ombudsmandens undersøgelser og tilsyn – udvalgte centrale krav til kommunernes behandling af underretninger.

3.1 Rettidig behandling af underretninger

Kommunen skal foretage en akutvurdering hurtigst muligt og senest 24 timer efter modtagelsen af en underretning. Det betyder, at kommunen skal vurdere, om der er behov for at iværksætte en akut indsats for at hjælpe og beskytte barnet, fordi dets sundhed eller udvikling er i fare. Kravet om en vurdering inden for 24 timer gælder også i weekender, på helligdage og i ferieperioder.

Det skal desuden være muligt at underrette kommunen om en bekymring for et barn eller en ung uden for kommunens åbningstid. Det er kommunens ansvar at sikre, at der er klar og tydelig information tilgængelig – f.eks. på kommunens hjemmeside og telefonsvarer – om, hvordan man kan underrette.

Der kan være brug for en akut indsats, hvis underretningen indeholder en alvorlig bekymring, f.eks. om, at et barn eller en ung har været udsat for et overgreb.

Reglerne om akutvurdering fremgår af servicelovens § 155, stk. 2.

Kommunen skal – uanset om der er behov for en akut indsats eller ej – sikre, at der iværksættes en rettidig og systematisk vurdering af alle underretninger, så det kan afklares, om barnet eller den unge har behov for særlig støtte. Kommunen har pligt til at lave en central registrering af alle underretninger, så kommunen har et overblik over antallet af underretninger, og hvor hurtigt underretningerne behandles. Det fremgår af servicelovens § 155, stk. 1.

Den enkelte kommune skal selv fastlægge procedurer for håndteringen af underretninger, som understøtter, at det hurtigt afklares, hvad der skal ske i sagen.

Kommunerne har også pligt til at have et skriftligt beredskab om forebyggelse, tidlig opsporing og behandling af sager om overgreb mod børn og unge. Beredskabet bør indeholde klare procedurer for, hvordan fagpersoner skal handle ved viden eller mistanke om overgreb mod børn eller unge, og hvordan kommunen behandler disse sager. Det bør også beskrives, hvordan kommunen samarbejder med bl.a. politiet, sundhedsvæsnet og det børnehus, som kommunen skal benytte i sager om overgreb eller mistanke om overgreb mod børn eller unge.

Reglerne om kommunernes beredskab i sager om overgreb mod børn og unge fremgår af servicelovens § 19, stk. 4.

Det kan have alvorlige konsekvenser, hvis en kommune ikke reagerer rettidigt og relevant, når den modtager og behandler underretninger.

I løbet af et år modtog en kommune 11 underretninger med alvorlige bekymringer for to børn. Den første underretning var fra fraflytningskommunen, som kraftigt opfordrede den nye kommune til at iværksætte de foranstaltninger, som fraflytningskommunen havde været i gang med. Den nye kommune læste imidlertid ikke materialet fra fraflytningskommunen fuldt ud og fik ikke fulgt op på underretningen.

De efterfølgende 10 underretninger kom fra skole, politi og andre borgere og indeholdt alvorlige bekymringer for de to børn.

Kommunen forsøgte uden held fire gange at komme i kontakt med moren til de to børn. Cirka 11 måneder efter den første underretning lykkedes det kommunen at holde en samtale med moren.

Ingen af underretningerne førte til, at kommunen iværksatte sociale tiltag over for familien. Det var først, da det ældste barn – på ni år – blev indlagt på hospitalet med en alkoholpromille på 2,57, at børnene blev anbragt akut uden for hjemmet.

Ombudsmanden konstaterede, at kommunen allerede ved den første underretning fra fraflytningskommunen burde have været opmærksom på familien og have taget initiativer til at afdække børnenes situation. Da det ikke lykkedes kommunen at få kontakt med moren om familiens meget bekymrende situation, inden for kort tid efter at kommunen modtog den første underretning, skulle kommunen også have været langt mere insisterende i forhold til at få etableret kontakt til moren.

Ombudsmanden pegede på, at kommunen – netop for at undgå, at forældremyndighedsindehaveren kan lægge forhindringer i vejen for, at udsatte børn og unge kan få den nødvendige hjælp – har mulighed for bl.a. at iværksætte en børnefaglig undersøgelse eller en anbringelse uden samtykke. Kommunen havde i det lys efter ombudsmandens opfattelse i meget alvorlig grad undladt at efterleve de regler i serviceloven, der skal beskytte børn og unge mod omsorgssvigt.

Ombudsmanden anså kommunens helt utilstrækkelige reaktion på den lange række af underretninger med alvorlige bekymringer for børnene for fuldstændig uforsvarlig.

FOB 2014-19 

 

Artikel i FOB 2014: Esbjerg-sagen – skarp kritik efter tilsynsbesøg

Hvis en underretning fører til, at der skal laves en børnefaglig undersøgelse, skal kommunen afslutte undersøgelsen inden for fire måneder. Fristen regnes fra det tidspunkt, hvor kommunen bliver opmærksom på, at et barn eller en ung kan have behov for særlig støtte. Det kan f.eks. være det tidspunkt, hvor kommunen modtager en underretning. Se mere om børnefaglige undersøgelser under afsnit 3.2.

3.2 Oplysning af sagen og børnefaglig undersøgelse

Kommunen skal oplyse sagen tilstrækkeligt til, at kommunen kan vurdere, hvad der skal ske i sagen. Det kaldes officialprincippet eller undersøgelsesprincippet.

Overblik #8 om officialprincippet

Det afhænger af en konkret vurdering af en underretning og sagens oplysninger i øvrigt, hvilke undersøgelser der er nødvendige for, at kommunen kan vurdere, hvad der skal ske i sagen.

Forskellige oplysningsskridt kan være relevante – f.eks. at

  • tale med barnet
  • tale med forældrene
  • kontakte underretteren for at få uddybet oplysningerne
  • indhente en udtalelse fra skole, dagtilbud eller anden institution.

Hvis det er nødvendigt for sagens behandling, kan kommunen indhente oplysninger uden forældremyndighedsindehaverens samtykke. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis underretningen angår mistanke om overgreb begået af en af forældrene eller andre nære pårørende.

Ankestyrelsen – som har en selvstændig kompetence til at behandle underretninger om bekymringer for et barn eller en ung – modtog en anonym underretning med bekymring for to børn. Ankestyrelsen var i tvivl om morens identitet og ringede derfor til morens arbejdsgiver, som var oplyst i underretningen. Arbejdsgiveren nægtede at udtale sig.

Ombudsmanden mente ikke, at der var det fornødne grundlag for at kritisere, at Ankestyrelsen fandt det nødvendigt at rette henvendelse til arbejdsgiveren.

Ombudsmanden henviste til, at en myndighed – i sager om særlig støtte til børn og unge efter kapitel 11 i serviceloven, hvor en myndighed kan begynde en sag eller træffe afgørelse uden forældrenes samtykke – også kan indhente oplysninger fra både offentlige myndigheder og private uden samtykke.

FOB 2019-29

Det er særlig vigtigt, at kommunen altid overvejer, om der skal holdes en samtale med barnet eller den unge.

Hvis underretningen vedrører overgreb, skal kommunen som udgangspunkt holde en samtale med barnet eller den unge. Vedrører underretningen overgreb fra forældres side, skal samtalen holdes uden forældremyndighedsindehaverens samtykke og tilstedeværelse.

Kommunen kan også i andre tilfælde efter en konkret vurdering – hvis det er til barnets bedste – holde en samtale med barnet eller den unge om en underretning, uden at forældremyndighedsindehaveren har givet samtykke eller er til stede.

I situationer, hvor samtalen holdes uden forældrene, skal kommunen være opmærksom på at tilbyde barnet eller den unge en bisidder, som kan støtte barnet eller den unge under samtalen.

Kommunen kan lade være med at holde en samtale med barnet eller den unge, hvis barnets eller den unges modenhed eller sagens karakter taler imod. Samtalen kan undlades, f.eks. hvis det allerede står klart, at der skal iværksættes en børnefaglig undersøgelse, eller hvis kommunen for nylig har holdt en børnesamtale, og det vil være en unødig belastning for barnet eller den unge at holde en ny samtale. Kommunen skal heller ikke holde en samtale med barnet eller den unge, hvis en underretning er åbenbart grundløs eller chikanøs.

Reglerne om børnesamtaler ved underretninger fremgår af servicelovens § 155 a, stk. 2 og 3. Reglerne om bisidder fremgår af servicelovens § 48 a.

Når kommunen behandler en underretning, skal den også tage stilling til, om der er grundlag for at lave en børnefaglig undersøgelse.

Det hænger sammen med, at der i de fleste tilfælde kræves en børnefaglig undersøgelse for, at kommunen kan iværksætte støtte eller foranstaltninger over for et barn eller en ung. Kommunen kan dog iværksætte foreløbig eller akut støtte sideløbende med, at den børnefaglige undersøgelse laves, hvis særlige grunde taler for det.

Den børnefaglige undersøgelse skal være afsluttet inden for fire måneder. Denne frist regnes ikke fra beslutningen om at lave en børnefaglig undersøgelse, men fra kommunen bliver opmærksom på, at et barn eller en ung kan have behov for særlig støtte. Kommunen kan f.eks. blive opmærksom på dette, fordi den modtager en underretning.  

En kommune modtog en alvorlig underretning fra en skole med mistanke om, at en far udøvede vold mod et barn og barnets søskende under samvær. 

Først fire måneder efter at underetningen var modtaget, besluttede kommunen, at der skulle laves en børnefaglig undersøgelse. Herefter gik der yderligere over tre en halv måned, før der blev afholdt en børnesamtale. I denne periode havde kommunen overværet en videoafhøring af børnene, men havde ellers ikke foretaget sig noget i sagen. Efter ombudsmandens opfattelse havde sagsbehandlingstiden i relation til den børnefaglige undersøgelse samlet set været kritisabel.

Da der var tale om en alvorlig underretning vedrørende mistanke om vold begået af faren under samvær med børnene, kritiserede ombudsmanden også, at kommunen ikke havde indgivet en politianmeldelse, i forbindelse med at kommunen behandlede underretningen. Kommunen burde desuden også selv have kontaktet statsforvaltningen, der dengang behandlede sager om samvær, i stedet for blot at opfordre moren til at gøre det.

FOB 2010 20-9

Sagen FOB 2010 20-9 viser også, at oplysningerne i en underretningssag kan være af en sådan karakter, at kommunen har pligt til at inddrage andre myndigheder i sagen, f.eks. politiet. Hvis et barn eller en ung har været udsat for et overgreb, eller der er mistanke om det, skal kommunen benytte det børnehus, som kommunen er tilknyttet, til den børnefaglige undersøgelse.

Se om sagsbehandlingstiden for børnefaglige undersøgelser også FOB 2016-58, hvor ombudsmanden modtog to anonyme henvendelser om bl.a. sagsbehandlingstiden for børnefaglige undersøgelser i en kommune. Det fremgik af henvendelserne, at der var lang ventetid på at få lavet en børnefaglig undersøgelse i kommunen, og at der typisk kunne gå mere end et år, fra afgørelsen om at lave en børnefaglig undersøgelse blev truffet, til undersøgelsen forelå. Ombudsmandens undersøgelse viste, at kommunen i perioder i 2013-2015 havde overskredet sagsbehandlingstiden på fire måneder for børnefaglige undersøgelser i mere end halvdelen af sagerne.

Hovedbestemmelsen om børnefaglige undersøgelser fremgår af servicelovens § 50.

Når kommunen behandler en underretning, skal kommunen desuden være særskilt opmærksom på, om barnet eller den unge, som underretningen angår, allerede modtager hjælp eller støtte fra kommunen. Er det tilfældet, har kommunen pligt til at genvurdere sagen.

Denne genvurderingspligt skal sikre, at kommunen tager stilling til, om den hjælp eller støtte, barnet eller den unge allerede modtager, er den rigtige, eller om der skal ændres i hjælpen eller støtten.

I genvurderingen skal deltage en eller flere personer fra kommunen, som ikke tidligere har deltaget i behandlingen af sagen. På den måde sikres det, at den ansvarlige sagsbehandler får sparring i sager, hvor der – til trods for at der er iværksat hjælp – fortsat er bekymring for barnet.

Reglerne om genvurdering fremgår af servicelovens § 155 a, stk. 1.

3.3 Notat- og journaliseringspligt

Kommunen har notatpligt under hele sagsbehandlingen. Pligten til at tage notat omfatter oplysninger om sagens faktiske grundlag eller eksterne vurderinger, der er af betydning for sagens afgørelse, og væsentlige ekspeditionsskridt.

Overblik #2 om notatpligt

Kommunen skal derfor lave notat om de oplysninger, som kommunen modtager mundtligt vedrørende sagen. Det kan være oplysninger fra underretteren, fra barnet eller den unge under bl.a. børnesamtalen, fra forældrene eller andre. Notaterne skal indeholde alle relevante oplysninger.

Kommunen skal også tage notat om væsentlige sagsbehandlingsskridt. Det kan f.eks. være, at politiet eller andre myndigheder er blevet inddraget i sagen.

Kommunen bør altid notere på sagen

  • om kommunen mener, at der er behov for at handle akut,
  • hvad resultatet af genvurderingen er i de tilfælde, hvor kommunen allerede har iværksat hjælp eller støtte, og
  • hvad sagen er endt med.

Ankestyrelsen – som har en selvstændig kompetence til at behandle underretninger om bekymringer for et barn eller en ung – modtog en anonym underretning med bekymring for to børn. Ankestyrelsen var i tvivl om morens identitet og ringede derfor til morens arbejdsgiver, som var oplyst i underretningen. Ankestyrelsen lavede et notat om telefonsamtalen, men skrev ikke, hvem styrelsen havde talt med, eller hvilke oplysninger der mere præcist blev videregivet til arbejdsgiveren under samtalen. Efter ombudsmandens opfattelse burde disse oplysninger være fremgået af notatet.

FOB 2019-29

Kommunen har også journaliseringspligt. Pligten gælder for alle dokumenter, der er modtaget eller sendt af kommunen som led i administrativ sagsbehandling, hvis dokumenterne har betydning for sagen eller for sagsbehandlingen i øvrigt. Også interne dokumenter i endelig form er omfattet af journaliseringspligten.

Overblik #7 om journalisering

Kommunen skal f.eks. journalisere underretninger og andre dokumenter, som kommunen modtager, og notater med oplysninger om sagen.

Notat- og journaliseringspligten skal sikre, at kommunen har et samlet overblik over oplysningerne i sagen. Det giver kommunen bedre forudsætninger for at træffe de rigtige beslutninger. Det kan have stor betydning – f.eks. når en sag bliver overtaget af en anden medarbejder eller får et langstrakt eller kompliceret forløb.

Notat- og journaliseringspligten er også med til at sikre, at det efterfølgende kan klarlægges, hvad der er sket i sagen (dokumentationshensyn), og at der er mulighed for en effektiv kontrol med, at kommunen har handlet korrekt (kontrolhensyn).

En 16-årig skoleelev blev overfaldet med en brandbombe og alvorligt forbrændt. Fire jævnaldrende drenge fra samme skole blev efterfølgende dømt som gerningsmænd i sagen.  

Ombudsmanden modtog henvendelser fra flere borgere, som mente, at skolen og kommunen ikke havde gjort nok i forløbet op til overfaldet. Ombudsmanden undersøgte sagen og konstaterede, at der var begået væsentlige fejl i forhold til bl.a. reglerne om notat- og journaliseringspligt. Det viste sig f.eks., at der var en række henvendelser og oplysninger om forskellige episoder, som ikke fremgik af sagen. Der manglede også notater om flere hændelser og episoder på skolen, og det kom frem, at to anonyme underretninger ikke var journaliseret i kommunen.

Fejlene havde sammenhæng med, at der ikke havde været en samordnet og ensartet praksis for overholdelse af notatpligten. Der havde heller ikke været ét bestemt journaliseringssystem. Ombudsmanden vurderede, at fejlene havde haft betydning for både skolens og kommunens løbende overblik og mulighed for efterfølgende at kunne forklare og begrunde, hvad der var sket i sagen.

Det var ikke efterfølgende muligt at fastslå, i hvilken udstrækning det ville have medvirket til at undgå det samlede forløb, som sagen fik – herunder overfaldet med brandbomben – hvis reglerne om notatpligt og journalisering var blevet korrekt efterlevet. Men efter ombudsmandens opfattelse ville det alt andet lige have været egnet til at medvirke til, at forløbet blev anderledes.

FOB 2018-28

 

Artikel i FOB 2018: Tørre regler giver kvalitet i forvaltningen

4 Typiske fejl

  • Kommunen har ikke fastlagt sagsgange, der sikrer en rettidig og systematisk vurdering af alle underretninger. Det kan f.eks. føre til, at der ikke følges godt nok op på de oplysninger, som kommunen modtager. 
  • Kommunen handler ikke hurtigt nok. Det kan f.eks. være, at kommunen ikke inden for 24 timer ser på, om der skal iværksættes en akut indsats. Det kan også være, at kommunen er for længe om at lave en børnefaglig undersøgelse. 
  • Kommunen får ikke undersøgt sagen tilstrækkeligt. Den får f.eks. ikke holdt en børnesamtale eller indhentet en udtalelse fra en relevant instans. 
  • Kommunen får ikke lavet notat om oplysninger, som kommunen modtager mundtligt, eller får ikke journaliseret dokumenter i sagen. Det kan betyde, at der ikke er det nødvendige overblik over sagen. 
  • Kommunen vurderer ikke, om den hjælp, et barn eller en ung i forvejen modtager, er den rette, hvis der kommer en underretning om bekymring for barnet eller den unge (genvurdering).

5 Konsekvenser af utilstrækkelig sagsbehandling af underretninger

Handler en kommune ikke hurtigt – og relevant – på oplysningerne i en underretning, er der risiko for, at et barn eller en ung ikke får den nødvendige hjælp. Det kan betyde, at barnet eller den unge lider overlast, ikke sikres trygge opvækstvilkår eller ikke sikres de samme udviklingsmuligheder som jævnaldrende.

Det kan også betyde, at kommunen på et senere tidspunkt må sætte ind med mere indgribende foranstaltninger, fordi problemerne er blevet større.

Flere kommuner er – i meget alvorlige sager – blevet dømt til at betale godtgørelse efter EMRK art. 3, fordi kommunen har forsømt sin pligt til at sikre et barn mod umenneskelig eller nedværdigende behandling.

Disse alvorlige sager er også illustrative for, hvad børn og unge i værste fald kan blive udsat for, hvis en kommune ikke reagerer tilstrækkeligt på underretninger.

Se f.eks. U 2021.2254 Ø, hvor retten vurderede, at det burde have stået en kommune klart – på baggrund af et betydeligt antal underretninger og kommunens egne observationer – at en kvinde, da hun var mellem 12 og 16 år, havde levet under umenneskelige og nedværdigende forhold. Kvinden havde bl.a. levet i boliger med særdeles uhygiejniske forhold og periodevis uden opvarmning og møbler. Hun havde også i perioder selv skullet skaffe mad ved at tigge eller stjæle, og hun havde som 13-årig udviklet et misbrug. Retten fastslog, at kvinden havde ret til en godtgørelse på 300.000 kr.

I U 2018.3631 Ø fik en kvinde også en godtgørelse på 300.000 kr., fordi kommunen ikke havde forhindret, at hun blev udsat for umenneskelig og nedværdigende behandling efter EMRK art. 3. Kommunen havde modtaget en underretning om, at den dengang otteårige pige havde fortalt, at hendes stedfar havde udsat hende for seksuelle overgreb. Kommunen konkluderede samme dag, at pigen højst sandsynligt havde været udsat for grænseoverskridende handlinger. Det blev afvist af pigens mor på møder med kommunen. Kommunen politianmeldte ikke sagen og lod pigen blive i hjemmet. Det blev senere påvist under en straffesag mod stedfaren, at pigens beskyldninger var rigtige, og at pigen også efter underretningen var blevet udsat for seksuelle overgreb af stedfaren.   

Væsentlige pointer

En kommune skal sikre, at der er procedurer for, at kommunen kan foretage en rettidig og systematisk vurdering af alle underretninger.

Det betyder bl.a., at kommunen skal

  • registrere alle underretninger centralt. Se afsnit 3.1.
  • vurdere alle underretninger inden for 24 timer for at finde ud af, om et barn eller en ung har brug for akut hjælp. Se afsnit 3.1.
  • foretage en hurtig afklaring af sagen, også selv om underretningen ikke giver anledning til at handle akut. Se afsnit 3.1.
  • undersøge og oplyse sagen tilstrækkeligt. Se afsnit 3.2.
  • holde – eller i hvert fald overveje at holde – en samtale med barnet eller den unge. Se afsnit 3.2.
  • tage stilling til, om der er grundlag for at lave en børnefaglig undersøgelse. Se afsnit 3.2.
  • genoverveje, om kommunen yder den rette hjælp, hvis kommunen modtager en underretning om et barn eller en ung, som allerede modtager hjælp eller støtte fra kommunen. Se afsnit 3.2.
  • overholde notat- og journaliseringspligten, så der er et samlet og kronologisk overblik over oplysningerne i sagen. Se afsnit 3.3.

Baggrund

Dette overblik bygger på bl.a. bestemmelserne i servicelovens kapitel 27, forarbejderne hertil og vejledning nr. 9142 af 26. februar 2019 om indsatser og særlig støtte til børn og unge og deres familier, relevant retspraksis, ombudsmandspraksis samt Hanne Hartoft mfl., Socialret – Børn og unge, 2. udgave (2021), s. 205 ff.