Ombudsmandens usynlige hjælp

Siden 1955 har der hos ombudsmanden været opretholdt en forholdsvis skarp sondring mellem på den ene side realitetsbehandlede sager og på den anden side afviste sager.

Således fremgår det af denne beretning, at ombudsmanden i 2014 har afvist mere end 85 pct. af sagerne. Det hører imidlertid med til billedet, at medarbejderne hos ombudsmanden også i disse sager faktisk ofte hjælper borgerne. Det kan f.eks. være ved at sende klagen videre til klageinstansen på området eller ved at sende den retur til den myndighed, der er klaget over, for at klageren kan få en uddybende begrundelse for afgørelsen. Det kan også være, at vi hjælper den, der har klaget, med at få myndigheden til at tage stilling til, om der kan dispenseres fra en klagefrist, der ikke er overholdt. Eller vi kan hjælpe klageren med at få fremhævet de vigtigste argumenter, så klagen fremstår mere tydeligt for myndigheden.

Mange klagere, hvis sager bliver statistikført som afviste, får således reelt hjælp hos ombudsmanden på forskellige måder. At betegne alle disse klagesager som ”afviste sager” kan således give et skævt billede af virkeligheden. Derfor har vi besluttet at ændre denne lidt firkantede opdeling mellem ”realitetsbehandlede” og ”afviste” sager fra og med årsberetningen for 2015.

REELT ENLIGE UNDER SAMME TAG

Et eksempel på en sag, hvor vi hjalp, men som figurerer under ”afviste sager”, er en sag om et ældre ægtepar, der havde levet adskilt i mere end 20 år, idet manden i 1989 var flyttet til Tyskland, hvor han endte med at bo hos og blive plejet af ægteparrets datter. Begge ægtefæller fik pension beregnet som enlige og dermed en højere pension, end de ville have fået som samboende.

Hustruen blev boende i Danmark, indtil hun i en meget høj alder blev dement. På det tidspunkt besluttede hendes børn, at også hun skulle flytte til Tyskland for at blive plejet af datteren. I marts 2010 flyttede hustruen derfor ind i det samme hus, som hendes mand boede i. Begge ægtefæller var særdeles plejekrævende og havde egne værelser i datterens hus.

Da de danske myndigheder opdagede, at ægteparret boede under samme tag, blev deres pensioner sat ned, og myndighederne rejste et samlet krav om tilbagebetaling af mere end 165.000 kroner. Myndighederne mente, at ægtefællerne nu ikke længere var enlige i pensionslovens forstand – for nu boede de jo igen sammen og havde de fordele, som gifte og samlevende personer normalt har.

Da sagen kom til ombudsmanden, var situationen gået i hårdknude for familien, idet ingen af sagerne var blevet behandlet af klageinstansen (Ankestyrelsen). Børnene havde af forskellige grunde klaget for sent over afgørelsen om mandens pension, og i hustruens sag ville kommunen ikke anerkende, at børnene kunne klage på hendes vegne.

Ombudsmanden kunne på dette tidspunkt af formelle grunde ikke tage stilling til afgørelserne, men vi sørgede for at sætte sagerne på sporet. Ankestyrelsen fik lejlighed til at tage stilling til, om styrelsen ville se bort fra klagefristen i mandens sag. Hustruens sag blev sendt til Udbetaling Danmark som en klage, og også den endte senere hos Ankestyrelsen.

I efteråret 2014 afgjorde Ankestyrelsen, at ægtefællerne fortsat var enlige i pensionslovens forstand, også efter at hustruen var flyttet til Tyskland. Det plejekrævende par havde heller ikke efter hustruens flytning de fordele, som gifte og samlevende personer normalt har, og tilbagebetalingskravet blev droppet.

KOMMUNEN SKULLE TRÆFFE AFGØRELSE

I en anden sag havde en bankuddannet mand ikke haft tilknytning til arbejdsmarkedet siden 2007. I 2011 fik manden afslag på førtidspension, og et par år senere gennemførte kommunen en fornyet vurdering af, om der var grundlag for at indlede en sag om ressourceforløb, fleksjob eller førtidspension.

Kommunen forelagde sagen for sit tværfaglige rehabiliteringsteam, der konkluderede, at der aktuelt ikke kunne peges på nogen arbejdsfunktioner, som manden kunne udføre, men at det dog ikke kunne udelukkes, at manden på sigt kunne vende tilbage til arbejdsmarkedet. Om det var muligt, afhang dog af, at manden ikke drak, og at han fulgte en misbrugsbehandling. Sagen blev herefter sendt til kommunens jobcenter, hvor manden skulle møde op. Han fik på forespørgsel at vide, at der alene forelå en indstilling fra kommunens rehabiliteringsteam, og at kommunen ikke havde truffet en afgørelse i sagen, som kunne påklages. Manden ønskede en afgørelse fra kommunen (et afslag), som han kunne klage over. Men det var ikke så let at få.

Manden klagede så til ombudsmanden, som i første omgang henviste ham til at skrive til borgmesteren. Svaret fra kommunen var, at manden ikke kunne klage over teamets indstilling, og at han ikke ville modtage nærmere skriftlig dokumentation vedrørende dette.

Manden klagede igen til ombudsmanden, som overvejede, om kommunens handlemåde måtte sidestilles med et formelt afslag på ressourceforløb, fleksjob eller førtidspension. Ombudsmanden sendte herefter sagen til Ankestyrelsen, der efterfølgende traf en principiel afgørelse i en lignende sag. Det er herefter fastslået i principafgørelse 26-14, at kommunerne skal træffe afgørelse på baggrund af rehabiliteringsteamets indstilling – uanset om indstillingen er positiv eller negativ i forhold til den pågældende.

Efterfølgende sørgede Ankestyrelsen for, at kommunen traf en afgørelse i mandens sag.

VAR DER KLAGEADGANG ELLER EJ?

I et tredje eksempel på en ”afvist sag” modtog en kvinde kompensationsydelse, da kommunen ikke kunne finde et seniorjob til hende. På et tidspunkt stoppede kommunen kvindens ydelse, fordi hun ikke stod til rådighed for arbejdsmarkedet og af helbredsmæssige årsager ikke var i stand til at arbejde i normalt omfang. Kommunen skrev til kvinden, at afgørelsen ikke kunne påklages til Ankestyrelsen.

Hos ombudsmanden var vi ikke sikre på, om kommunen havde ret i sin afgørelse. Men vi kunne af formelle grunde ikke tage stilling hertil, for vi var heller ikke sikre på, om det var rigtigt, at kommunens afgørelse ikke kunne påklages. Vi sendte derfor kvindens klage videre til kommunen, som skulle revurdere sin afgørelse. Hvis kommunen fastholdt afgørelsen, skulle kommunen sende klagen videre til Ankestyrelsen. Kommunen fastholdt, at kvinden ikke kunne få kompensationsydelse, og at der ikke var klageadgang, men sendte – som ombudsmanden havde bedt om – sagen videre til Ankestyrelsen. Ankestyrelsen vurderede, at afgørelsen kunne påklages, og slog ovenikøbet fast, at kvinden fortsat kunne få kompensationsydelse, selv om hun af helbredsmæssige årsager ikke længere var i stand til at arbejde i normalt omfang.

NY STATISTIK I 2015

Alle tre sager er rubriceret i ombudsmandens statistik som afviste sager. Baggrunden er, at ombudsmanden på det tidspunkt af formelle grunde ikke kunne tage stilling til de grundlæggende afgørelser i sagerne: om det ældre ægtepar skulle have en lavere pension og tilbagebetale de mange penge, om kommunen skulle give den tidligere bankmand en afgørelse, der kunne påklages, og om kvinden (fortsat) kunne få sin kompensationsydelse. Før ombudsmanden kan komme på banen i forhold til disse spørgsmål, kræver det, at den øverste administrative myndighed på området, her Ankestyrelsen, har truffet afgørelse. Det følger af ombudsmandslovens § 14.

Men da klagerne havnede på ombudsmandens bord, gav de anledning til en vis juridisk undren, og vi kunne alligevel hjælpe de pågældende med at få problemerne frem i lyset og få sagerne det rigtige sted hen. Her blev problemerne i alle tre tilfælde løst til gavn for borgerne.

Som eksemplerne viser, harmonerer den skarpe sondring mellem realitetsbehandlede sager og afviste sager ikke altid særligt godt med virkeligheden, bl.a. fordi ombudsmanden også intervenerer i såkaldte afviste sager.

Vi har derfor besluttet at ændre statistiksystemet fra og med årsberetningen for 2015 og opsplitte sagerne i tre hovedgrupper i stedet for de velkendte to.

Den nye statistik vil herefter have følgende hovedgrupper: 

• Undersøgelser 
• Anden form for behandling og hjælp til borgerne 
• Afvisninger af formelle grunde.

Sager som de tre ovennævnte, hvor ombudsmanden intervenerer, vil fremover blive statistikført under hovedgruppen ”Anden form for behandling og hjælp til borgerne”.

Under hovedgruppen ”Afvisninger af formelle grunde” falder bl.a. klager over myndigheder, som ombudsmanden ikke er kompetent over for, og klager, som er forældede.

Hovedgruppen ”Undersøgelser” vil bestå af sager, hvor ombudsmanden har fore taget forskellige undersøgelser og vurderinger, herunder de sager, hvor ombudsmanden har foretaget en tilbundsgående undersøgelse med forud - gående høring af de involverede myndigheder.

Forhåbentlig vil de nye kategorier give et mere dækkende og tidssvarende billede af ombudsmandens behandling af de omkring 5.000 årlige sager.

Kirsten Talevski, områdechef
FOB 2014