Året 2020 var mit første hele år som ombudsmand. Som for alle andre var det naturligvis præget af COVID-19. Også medarbejderne ved ombudsmandsinstitutionen har været nødsaget til at arbejde hjemmefra – og det, allerede tre måneder efter at jeg tiltrådte, og inden jeg havde lært huset helt at kende. COVID-19 har også her i ombudsmandsinstitutionen udgjort en lang, vedvarende trykprøve. Men på trods af udfordringerne har vi aldrig behandlet flere sager end i 2020, hvor vi afsluttede 6.207 sager, herunder 5.924 klagesager. Jeg er meget stolt over, hvor godt mine medarbejdere har taklet den svære situation.
I 2020 modtog vi 5.707 klager. Det er en stigning på mere end 300 klager, eller 6 pct., i forhold til 2019. Ser vi på udviklingen fra 2018 til 2020, så er antallet af klager steget med mere end 900, eller hele 19 pct. Det kan mærkes. Derfor har vores arbejde i 2020 i endnu højere grad end tidligere været styret af klagesagerne.
Ombudsmandsinstitutionen skal ikke blot medvirke til god forvaltning i myndighederne. Vi må være med til at vise vejen i den henseende. Vi kan ikke være bekendt over for klagerne, hvis vi ikke behandler deres sag inden for en rimelig tidsramme. Samtidig er vores legitimitet til at kritisere myndighederne for at være langsomme unægtelig størst, hvis vi selv har gode sagsbehandlingstider. Vi investerede derfor i 2020 mange ressourcer i at sikre en hurtig behandling af flest muligt sager. Og faktisk lykkedes det os – på trods af den øgede sagsmængde og COVID-19-hjemsendelser – at mindske vores gennemsnitlige sagsbehandlingstid en smule. Det er vi egentlig lidt stolte af.
Samtidig er det klart, at bruger man ressourcer et sted, må man spare andre steder. Vi har indtil nu kunnet åbne nogenlunde lige så mange egen drift-sager som i de tidligere år. Men vi har ikke haft kapacitet til at åbne alle de egen drift-sager, som vi i en optimal situation kunne have ønsket. Og det er jeg egentlig lidt ked af. For det er ofte gennem egen drift-sagerne, at ombudsmanden kan skabe mest retssikkerhed for pengene. Jeg vil arbejde for, at vi i de kommende år vil kunne opprioritere egen drift-sagerne.
På de næste sider vil jeg omtale nogle af de vigtigste sager fra 2020. Nogle, fordi de var principielle, og andre, fordi de havde stor praktisk betydning for mange borgere. I flere af sagerne har jeg haft en anden retsopfattelse end myndighederne. I de tilfælde har jeg ofte valgt ikke alene at kigge bagud og udtale kritik, men også at prøve at bidrage til, at myndighederne ved, hvad de skal gøre bedre næste gang. For det kan aldrig være et mål i sig selv at lede efter fejl og styre gennem kritik. Sigtet må altid være at finde løsninger på en sag – og myndighederne tog da også imod mine anbefalinger i de nævnte sager. Ombudsmanden bør fortsat være en konstruktiv medspiller for myndighederne i arbejdet med at sikre og fastholde og videreudbygge den høje retssikkerhed i forvaltningen.
Aktindsigtssager
En af de love, som ombudsmanden traditionelt har haft særlig opmærksomhed på, er offentlighedsloven. Offentlighedens adgang til indsigt i forvaltningen er nemlig et af fundamenterne for et velfungerende demokrati, for informations- og ytringsfriheden og for mediernes og offentlighedens kontrol med myndighederne. Kvantitativt har vi færre offentlighedssager, end mange nok tror. Til gengæld er de oftere principielle.
Offentlighedsloven gælder for ”dokumenter, der er indgået til eller oprettet af en myndighed mv. som led i administrativ sagsbehandling i forbindelse med dens virksomhed”. Men hvad med dokumenter, der angår ministres og deres særlige rådgiveres kommunikation med deres partier? Er også sådanne dokumenter og oplysninger omfattet af offentlighedsloven, eller er der her tale om partipolitisk virksomhed, som kan unddrages offentlighedens indsigt?
En journalist havde bedt Statsministeriet om aktindsigt i mails, der var udvekslet mellem på den ene side særlige rådgivere i en række ministerier og på den anden side folketingsmedlemmer og medarbejdere fra Socialdemokratiet (sagen FOB 2020-41, som er offentliggjort på ombudsmanden.dk). Mailudvekslingen vedrørte koordination af politiske budskaber og indsatser mv. i forbindelse med et regeringsudspil om en reform af det kommunale udligningssystem mv. Statsministeriet havde afslået at give aktindsigt i mailene, og det kunne jeg ikke kritisere, da de særlige rådgivere alene havde udvekslet korrespondancen i forbindelse med statsministerens funktion som partipolitiker, men ikke (tillige) hendes funktion som leder af regeringen eller forvaltningschef. Sagen viser, at et dokument kan knytte sig til ministerens funktion som partipolitiker, selv om den omhandler et emne, der også behandles i ministeriet.
En anden sag handlede om, hvordan man afgør, om en offentligt ansats korrespondance mv. er privat eller omfattet af offentlighedsloven (FOB 2020-39). Hvis en offentligt ansat sender en mail om en familiefødselsdag, er den utvivlsomt privat – og dermed ikke undergivet aktindsigt – selv om mailen sendes fra arbejdspladsen, i arbejdstiden og fra en arbejdsmail. Men andre gange kan det være svært at vurdere, om en besked er privat eller ej. Det er navnlig tilfældet, hvis beskeden angår et emne, som har berøring til den ansattes arbejdsområde, og hvor den offentligt ansatte samtidig har såvel arbejdsmæssige som ikke-arbejdsmæssige forbindelser til den person, der korresponderes med. En journalist bad om aktindsigt i beskeder udvekslet mellem Statsministeriets forhenværende stabschef og en politisk kommentator. Statsministeriet afslog at udlevere korrespondancen med den begrundelse, at stabschefen og kommentatoren var private venner, og beskederne måtte anses for privat korrespondance, der ikke var omfattet af offentlighedsloven. Efter at have læst beskederne kunne jeg ikke tilsidesætte Statsministeriets vurdering. Jeg anerkendte, at venner kan tale privat om en sag, de begge har en arbejdsmæssig relation til. Men jeg fremhævede samtidig, at det, at man er venner, ikke i sig selv betyder, at kommunikationen er privat i forhold til offentlighedsloven. Og jeg opstillede en række pejlemærker til at vurdere, om en offentligt ansats korrespondance er privat eller ej; pejlemærker, der gerne skulle sikre, at afgrænsningen mellem privat og arbejdsmæssig korrespondance ikke sker på en sådan måde, at retten til aktindsigt risikerer at blive udhulet.
Andre af årets vigtigere sager inden for aktindsigtsområdet angik, hvor bredt en ansøger kan afgrænse en anmodning om aktindsigt, og det fænomen, som jeg kaldte ”skjult afgrænsning” fra myndighedernes side. Se om disse sager artiklen Sæt aktindsigtssagen på rette spor.
Vi har også haft en række betydningsfulde sager om aktindsigt i oplysninger, der i en eller anden henseende angik COVID-19. Se artiklen Åbenhed i en epidemitid.
Myndighederne og pressen
Vi borgere får selvsagt ikke kun information om forvaltningen via aktindsigter. Det er også en vigtig opgave for forvaltningen på eget initiativ at kommunikere til offentligheden. En myndighed kan f.eks. svare på kritik i pressen, korrigere fejlagtige udsagn og forklare sine handlinger.
De enkelte myndigheder har et ganske bredt rum for, hvordan de vil udøve deres kommunikationsvirksomhed. Men uanset hvordan en offentlig myndighed kommunikerer, er det dog afgørende, at den overholder de almindelige forvaltningsretlige principper om lighed, saglighed og sandhedspligt. Det gælder også for pressemeddelelser. De er normalt relativt kortfattede og kan derfor ikke altid i enhver henseende være udtømmende, men indholdet skal stadig være retvisende. Der er altså grænser for, hvor langt offentlige myndigheder må gå i retning af fagligt spin, når de skal udtale sig i pressen.
Disse grænser var efter min opfattelse overskredet i en pressemeddelelse, som Skattestyrelsen udsendte om den såkaldte udbyttesag (FOB 2020-46). Pressemeddelelsen gav nemlig indtryk af, at Rigsrevisionen havde vurderet, dels at et konkret forlig i udbyttesagen var lovligt, dels at styrelsens udmeldinger om forliget i medierne var berettigede. Imidlertid havde Rigsrevisionen alene udtalt, at Skattestyrelsen kunne indgå et forlig, uden at tage stilling til det konkrete forlig og uden at forholde sig til styrelsens udmeldinger i medierne.
Også i en anden henseende sætter de forvaltningsretlige saglighedsprincipper grænser for, hvordan en myndighed kan agere i forhold til et medie. En journalist havde skrevet en artikel om beskyldninger om krænkende adfærd på et udvalgsmøde i Slagelse Kommune. Journalisten nævnte i den forbindelse navnene på de mandlige udvalgsmedlemmer. Kommunens borgmester mente, at journalisten derved kastede mistanke på navngivne enkeltpersoner, og han skrev i den anledning flere mails til både journalisten og mediets ledelse. I en af mailene skrev han bl.a.: ”(…) det er på alle måder rigtig rigtig skidt! Det får mig til at overveje at stoppe alt samarbejde.” Jeg tog sagen op af egen drift og udtalte, at der bestemt kan være situationer, hvor det er sagligt, at en myndighed tager kontakt til en journalist eller ledelsen for et medie. F.eks. hvis myndigheden mener, at en journalist har misforstået noget eller skrevet noget faktuelt forkert i en artikel. Myndighedens henvendelse må imidlertid ikke fremstå som pression. Og det gjorde borgmesterens mail. Dermed overskred mailen rammerne for, hvordan en myndighed bør agere. (FOB 2020-42).
Livet på offentlige institutioner
Ombudsmanden udfører hvert år et betydeligt antal tilsyn af offentlige institutioner (og på børneområdet tillige på visse private institutioner). Vi undersøger bl.a., om frivilligt anbragte og frihedsberøvede behandles lovligt, humant og medmenneskeligt.
Hvert år udvælger vi et tema, som er den røde tråd i årets tilsynsarbejde. I 2020 offentliggjorde jeg en temarapport om retssikkerheden for indsatte i strafcelle. Vi havde valgt dette emne, fordi der i de senere år har været en stor stigning i brug af strafceller, fordi det er meget indgribende at blive sat i strafcelle, og fordi strafcelle indebærer en risiko for psykiske skadevirkninger. Derfor er det vigtigt, at den indsatte har kendskab til sine rettigheder, at der er dokumentation for, at afgørelsen er rigtig, og at psykiske skadevirkninger søges forebygget.
Den overordnede konklusion i vores temarapport var, at kriminalforsorgen generelt gør et godt stykke arbejde. Men også, at kriminalforsorgen i (endnu) højere grad bør sikre retssikkerheden for de indsatte. I flere tilfælde talte vores besøgshold således med indsatte, som ikke havde forstået, hvad der foregik under deres forhør. De vidste derfor ikke, at de havde ret til bistand under forhøret og til at klage over afgørelsen. Ved 6 ud af 17 tilsynsbesøg anbefalede besøgsholdet, at der i øget omfang blev brugt tolk. Ved 15 ud af 17 tilsynsbesøg anbefalede besøgsholdet ledelsen at sikre øget fokus på at skrive ned, hvad der var fundet bevist. De besøgte institutioner havde fokus på, at strafcelle indebærer en risiko for psykiske skadevirkninger. Men jeg anbefalede, at de fastsatte retningslinjer for, hvordan psykiske skadevirkninger kan forebygges, og hvad personalet kan og skal gøre, når en indsat viser tegn på at lide skade.
På en række besøg i 2020 undersøgte vi også tiltagene mod COVID-19 i kriminalforsorgens fængsler, arrester og pensioner. I en af flere udtalelser om emnet understregede jeg, at kriminalforsorgens i sig selv meget velbegrundede indsats for at holde smitten ude af fængsler, arrester og pensioner havde haft mærkbare konsekvenser for de indsatte og beboerne. De havde således bl.a. været afskåret fra beskæftigelse, udgang og besøg. Jeg anbefalede derfor, at kriminalforsorgen evaluerede erfaringerne og vurderede, om en eventuel fremtidig epidemi kan håndteres effektivt og samtidig under mindre restriktive forhold. Af samme grund finder jeg det meget positivt, at kriminalforsorgen efterfølgende har haft fokus på at evaluere erfaringerne gjort i COVID-19-perioden med henblik på at håndtere det fortsatte udbrud af COVID-19 på en effektiv måde og samtidig om muligt under mindre restriktive forhold end i foråret 2020.
Senere på året pegede jeg på, at der kunne være grund til at overveje, om nyindsatte skal testes eller screenes. Det er derfor positivt, at det nu fremgår af Direktoratet for Kriminalforsorgens beredskabsplaner for fængsler og arrester, at nyindsatte skal screenes, og at de så vidt muligt ikke skal placeres i dobbeltbelæg eller i dobbeltcelle. Endvidere kan den enkelte institution udarbejde procedurer for screening med hurtigtest eller PCR-test, når institutionen modtager nye indsatte. Det fremgår også, at hurtigtest eventuelt kan anvendes, når indsatte skal testes ved overførsel eller efter udgang.
Herudover har vi i forbindelse med vores tilsynsbesøg fundet et stort antal institutioner, der havde interne regler og praksis, der muliggjorde indgreb over for beboerne. Bl.a. på voksenpsykiatriske afdelinger fandtes der husordener, som gav mulighed for indgreb over for patienterne uden at have fornøden lovhjemmel. Se artiklen Tilsyn: Anstaltsforhold kan være en tvivlsom hjemmel.
Børn
Ombudsmanden skal være et værn for alles retssikkerhed. Men ombudsmanden har særlige forpligtelser over for svagere samfundsgrupper, der ikke har mulighed for selv at kæmpe for deres rettigheder. Ved en ændring af ombudsmandsloven i 2012 blev der oprettet et særligt børnekontor, der holder øje med, om børns rettigheder respekteres. Vi modtager klager om børn i alle typer af livssituationer. Men vores tilsyn på børneområdet har særligt fokus på børn i en udsat livssituation, hvor deres rettigheder kan være under pres. Det drejer sig bl.a. om børn, som på døgnbasis befinder sig på institution.
I 2020 offentliggjorde vi vores tilsyns-temarapport om socialt anbragte mindre børn, dvs. børn anbragt på opholdssteder og åbne døgninstitutioner efter serviceloven. Langt de fleste opholdssteder og døgninstitutioner gør et godt arbejde. Men samtidig var en af vores hovedkonklusioner, at flere af de besøgte steder manglede tilstrækkeligt kendskab til reglerne om magtanvendelse mv. og til, hvordan magt udøves mest skånsomt. En anden vigtig konklusion var, at alle interne skoler på nær én havde udfordringer med at overholde reglerne om undervisning i fuld fagrække og timetal samt reglerne om fritagelse for undervisning i fag, test og prøver. Det er utilfredsstillende, at mange børn i interne skoler på anbringelsessteder ikke får den undervisning, de har krav på. Forskning viser, at uddannelse er en af de vigtigste faktorer, i forhold til at tidligere anbragte børn får et normalt voksenliv.
Vi har også behandlet en vigtig sag om hjemgivelse af tre anbragte børn. Sager om hjemgivelse rejses normalt af egen drift, da børn og forældre sjældent klager over sådanne afgørelser. At hjemgive et anbragt barn til forældrene er en beslutning, der kan have vidtrækkende konsekvenser for barnet. Derfor skal kommunen sikre sig, at det er den rigtige løsning for barnet. Kommunen skal først holde en børnesamtale med barnet og udarbejde en handleplan for barnets fremtid og derefter meddele barnet over 12 år en afgørelse med begrundelse og klagevejledning. I flere tilfælde havde Langeland Kommune ikke levet op til disse grundlæggende krav. Jeg betegnede sagsbehandlingen som samlet set meget beklagelig. Og jeg fremhævede, at anbragte børn og unge ikke altid har den samme støtte fra forældre og familie som andre børn. De kan endda ofte befinde sig i en loyalitetskonflikt i forhold til forældrene. Derfor er det helt afgørende, at kommunerne lever op til reglerne, inden de beslutter sig for at hjemgive et barn eller en ung.
Sociale sager
Klager over sociale ydelser mv. fylder meget hos ombudsmanden. Mange af sagerne drejer sig om fagkyndige vurderinger af f.eks. lægelig karakter, hvor ombudsmanden ikke har en særlig ekspertise, og hvor jeg allerede derfor kun sjældent kan tilsidesætte myndighedernes vurderinger. Men der er også et betydeligt antal sager, hvor vi kan gøre en forskel.
En af de sager, hvor jeg var særlig glad for, at ombudsmandsinstitutionen kunne hjælpe, handlede om, hvilke beviser man kan kræve af bl.a. hjemløse, når de skal vise, at de har boet her i landet i de sidste ni ud af ti år og dermed kvalificerer sig til kontanthjælp (FOB 2020-7). Her havde både Ankestyrelsen og flere kommuner hidtil lagt afgørende vægt på, om ansøgeren kunne fremvise dokumentation for ophold i Danmark i de enkelte kalendermåneder i hele den relevante periode, typisk i form af dokumenter eller digitale spor som bankposteringer eller kontakt til offentlige instanser. Jeg pegede på, at udsatte borgere med en skrøbelig tilknytning til samfundet kan have meget svært ved at dokumentere ti år tilbage måned for måned, at de har været her i landet. Og det må man indrette beviskravene på. Jeg henstillede, at myndighederne ændrede praksis, så de fremover foretager en samlet vurdering af, om der er reel grund til at tro, at en borger har været udrejst af landet. Min udtalelse førte til, at Ankestyrelsen ændrede sin praksis, og at både Ankestyrelsen og blandt andre Københavns Kommune genoptog et større antal sager. I denne beretning har vi talt med en af dem, der var underlagt den tidligere praksis (artiklen "Hvem ligger inde med kvitteringer for de sidste ti år?").
Skatteområdet
Med en bevilling fra Folketinget fik vi oprettet et særligt skattekontor i 2017. Vi modtog i 2020 ca. 335 klager på skatteområdet. Den største del af Skattekontorets ressourcer fokuseres imidlertid på egne initiativer. Vi iværksætter mellem 25 og 30 egen drift-undersøgelser hvert år, ofte i form af generelle undersøgelser af et større antal sager for at lede efter systemiske fejl.
Det giver næsten sig selv, at vores fokus på skattesager indebærer, at vi har en del sager på skatteområdet. Det er imidlertid ikke vores generelle indtryk, at skattemyndighederne i højere grad end andre myndigheder har svært ved at overholde lovgivningen. Vi har et godt samarbejde med skattemyndighederne, der tager vores anbefalinger seriøst og ofte tager initiativer til at løse de problemer, vi undersøger, allerede før vi har afsluttet vores undersøgelser.
I 2020 havde vi på skatteområdet fokus på, hvordan skattemyndighederne begrunder deres afgørelser over for borgere og virksomheder. En god begrundelse giver nemlig en øget garanti for, at afgørelsen er rigtig. En god begrundelse kan også hjælpe borgeren til bedre at forstå afgørelsen og eventuelt vurdere, om der er grund til at klage til en højere instans. Vores undersøgelser peger i retning af, at skattemyndighedernes afgørelser i de fleste tilfælde grundlæggende opfylder forvaltningslovens begrundelseskrav. Vi fandt dog også en række eksempler på begrundelser, der ikke i alle henseender levede op til reglerne i forvaltningsloven. Det drejede sig bl.a. om Gældsstyrelsens begrundelser i afgørelser om modregning (FOB 2020-27) og om begrundelser i sager om skønsmæssig forhøjelse af skatteansættelsen (FOB 2020-40). Myndighederne har i de to sager oplyst, at de arbejder på nye brevskabeloner for at tage højde for mine bemærkninger.
En sag, der viste værdien af vores generelle egen-drift undersøgelser, angik Skatteforvaltningens adgang til at afskære skattepligtige fra at bruge funktionen TastSelv (FOB 2020-28). Som udgangspunkt har man som skattepligtig mulighed for at bruge Skatteforvaltningens selvbetjeningsløsning TastSelv til at ændre oplysninger i sin forskudsopgørelse og årsopgørelse. Skatteforvaltningen kan dog afskære adgangen, hvis der er nærliggende risiko for, at en skatteyder begår væsentlige fejl eller misbruger TastSelv-funktionen. Vi indhentede 40 tilfældigt udvalgte sager, hvor Skatteforvaltningen havde afskåret borgeres adgang til Tast-Selv, og vi fandt en række problemer i myndighedernes behandling af sagerne. Eksempelvis var der i en del sager spørgsmål om, hvorvidt afgørelserne var meddelt til de skattepligtige. Endvidere var flere sager behandlet ud fra en forkert forståelse af reglerne, ligesom der var mangler i begrundelserne. Som følge af vores undersøgelse besluttede Skattestyrelsen at annullere samtlige sine afgørelser om afskæring fra TastSelv vedrørende årsopgørelserne for 2018 og 2019.
Digital forvaltning
Digital forvaltning er et af mine fokusområder. Der er nemlig tale om en sagsbehandlingsform, der får større og større betydning, og hvor eventuelle fejl kan have konsekvenser for et stort antal borgere. Som jeg beskrev i ombudsmandens beretning for 2019, kan gode digitale systemer være til stor fordel for både borgere og virksomheder, ligesom de kan være ressourcebesparende for forvaltningen. Det er samtidig mit indtryk, at myndighederne er blevet bedre til at designe digitale løsninger, så de lever op til lovgivningens krav. Desværre sker det imidlertid fortsat, at selv fundamentale forvaltningsretlige retsgarantier overses under systemudviklingen.
I efteråret opdagede vi, at hvis man som forældre er uenige om eksempelvis forældremyndighed og vil starte en sag i Familieretshuset, er det obligatorisk at bruge Familieretshusets digitale selvbetjeningsløsning. Den digitale selvbetjeningsløsning gav imidlertid ikke mulighed for, at en partsrepræsentant, såsom en advokat, kunne starte en sag op. Og det er i strid med forvaltningsloven. Efter at jeg tog problemet op, har myndighederne tilkendegivet, at de hurtigst muligt vil løse problemet, og de vil indtil da sikre, at borgere, som ønsker at lade en partsrepræsentant indlede en sag, får mulighed for det på en anden måde end via Familieretshusets digitale selvbetjeningsløsning.
Sagsbehandlingstider
Som ombudsmand får man et ganske godt panoramisk vue over hele forvaltningen. Og ud fra de over 6.000 sager, vi har behandlet, mens jeg har været ombudsmand, er det min overbevisning, at vi set under ét kan være godt tilfredse med den danske forvaltning.
I så godt som alle de sager, jeg får på mit bord, er det mit indtryk, at forvaltningen har handlet i bedste mening. I langt de fleste sager har jeg intet at udsætte på afgørelsens resultat. Jeg ser en del sagsbehandlingsfejl, der ikke har betydning for sagens resultat. Kun i et procentvis forholdsvis lille antal sager er jeg uenig i, hvilket udfald sagen skal have.
Til gengæld ser jeg også, at sagsbehandlingstiden ved flere myndigheder er utilfredsstillende. I flere ankenævn er sagsbehandlingstiden adskillige år.
To borgere havde ventet i mere end fem år på en afgørelse fra Skatteankestyrelsen, og en tredje borger i næsten fire år. Det er efter min opfattelse en uacceptabel sagsbehandlingstid. Jeg har i en anden sag peget på, at skatteborgere nogle gange må vente flere år på at få svar på, om der bliver rejst en straffesag imod dem (FOB 2020-34). Også her bad jeg myndighederne om at få nedbragt sagsbehandlingstiden væsentligt.
Ikke mindst når sagsbehandlingstiden er lang, er det vigtigt, at myndigheden underretter borgerne om status i deres sag og om den forventede sagsbehandlingstid. Også i denne henseende har Skatteankestyrelsen været udfordret. I en undersøgelse af 20 sager (FOB 2020-2) fandt jeg, at Skatteankestyrelsen havde ramt mellem 16 og 49 måneder ved siden af i forhold til den faktiske sagsbehandlingstid. Skatteankestyrelsen har tilkendegivet, at man vil iværksætte initiativer til at forbedre sin underretning i sagerne.
Herudover har jeg peget på problemer med sagsbehandlingstiden i bl.a. forskellige sundhedsmyndigheders behandling af aktindsigtssager og i Udlændingenævnet, Byggeklageenheden, Planklagenævnet og Miljø- og Fødevareklagenævnet. De sidstnævnte nævn blev oprettet i Nævnenes Hus i 2017 i forbindelse med udflytningen af statslige arbejdspladser. Og naturligvis kan der i forbindelse med en omorganisering af en myndighed opstå midlertidige sagspukler. Problemerne var imidlertid fortsat, og i slutningen af 2019 var det i Miljø- og Fødevareklagenævnet forventningen, at en række sager ville få en gennemsnitlig sagsbehandlingstid på ca. 4½ år (FOB 2020-13). Det mente jeg var uacceptabelt.
Jeg er sikker på, at de enkelte sagsbehandlere arbejder flittigt, og at ledelsen de pågældende steder gør, hvad den kan. Men fra et borgerperspektiv er situationen ved flere myndigheder utilfredsstillende.
Heldigvis er der også solstrålehistorier: I nogle år havde det taget for lang tid i Ankestyrelsen at behandle underretninger fra borgere, der var bekymrede for børn og unge. Men i foråret 2020 kunne jeg glæde mig over, at det var lykkedes Ankestyrelsen at nedbringe sagsbehandlingstiden væsentligt, så frister kunne overholdes.
Offentligt ansattes ytringsfrihed
Beskyttelsen af offentligt ansattes rettigheder udgør et væsentligt sagsområde for ombudsmanden. I to sager havde DSB givet advarsler til to ansatte, som i forskellige situationer under en faglig konflikt i 2018 og 2019 havde kritiseret ledelsen. En togfører havde i et blogindlæg bl.a. omtalt et forslag fra DSB som en ”danmarkshistorisk nedslagtning af tillidsmandssystemet” (FOB 2020-36). Og en lokomotivfører havde i et interview kaldt DSB’s bestyrelse og ledelse ”inkompetente” (FOB 2020-47). Udtalelserne var rigtignok polemiske og skarpe. Men offentlige arbejdsgivere må i vidt omfang tåle at blive kritiseret af de ansatte. Det gælder ikke mindst under en faglig konflikt, hvor der i sagens natur vil være situationer, hvor parterne i større eller mindre grad er uenige, og hvor der i kampens hede kan ryge et par finker af panden.
Minksagen og Radio 24syv
Endelig var året også præget af de sager, som jeg ikke tog op. Nogle har undret sig over, at jeg ikke gik ind i sagen om Radio 24syv; andre over, at jeg ikke indledte en undersøgelse i minksagen. For så vidt angår den første sag var det et centralt spørgsmål, om der forelå såkaldt myndighedsinhabilitet hos Radio- og tv-nævnets sekretariat. Efter en ganske grundig gennemgang af de foreliggende oplysninger om sagen fandt jeg, at det ikke var sandsynligt, at jeg ved en egentlig undersøgelse ville nå frem til, at det var tilfældet.
For så vidt angår minksagen var årsagen til, at jeg ikke tog sagen op, at et flertal af partierne i Folketinget var blevet enige om at iværksætte en særlig undersøgelse af sagen. Og der er ikke praksis for, at ombudsmanden i en situation, hvor Folketinget har besluttet, at der skal gennemføres en uvildig undersøgelse af et bestemt forløb, gennemfører en parallel undersøgelse af samme forløb. En ombudsmandsundersøgelse vil i øvrigt rette sig mod myndighederne som sådanne og ikke kunne placere et eventuelt personligt ansvar for de involverede i sagen.
Jura og etik
Det var et lille udpluk af en stor mængde sager, vi har behandlet ved ombudsmandsinstitutionen i det forgangne år. Jeg kan ikke altid give klagerne det, de håber på, og jeg må undertiden meddele myndighederne, at de har handlet kritisabelt. Sådan må det nu engang være, når min opgave er nøgternt og objektivt at vurdere, om forvaltningen har overholdt lovgivningen.
Men jeg håber, at alle – også dem, der ikke har fået ret – har følt, at vi har lyttet til deres synspunkter og behandlet deres sag grundigt og fair. Både ved myndighederne og ved ombudsmandsinstitutionen er det vigtigt aldrig at glemme, at enhver udøver af offentlig magt ikke blot skal handle juridisk korrekt. Man skal også være sig bevidst, at man træffer afgørelser over for mennesker af kød og blod, som fortjener respekt, ordentlig behandling og empati.
Ombudsmandens nyheder og FOB-sager fra 2020 kan læses på
ombudsmanden.dk/nyheder
ombudsmanden.dk/FOB-sager
Niels Fenger, Folketingets Ombudsmand
FOB 2020