Bistand fra udenrigstjenesten til ajourføring af eksporthåndbog

FOB 95.322

Et forlag klagede over at Udenrigsministeriet havde afslået at hjælpe forlaget med ajourføringen af en eksporthåndbog. Forlaget og Udenrigsministeriet havde tidligere igennem 60 år samarbejdet om udgivelsen af håndbogen, men Udenrigsministeriet havde opsagt aftalen og samarbejdede nu med et andet forlag.

Ombudsmanden fandt ikke grundlag for at kritisere Udenrigsministeriets afslag. Han kunne dog ikke tilslutte sig Udenrigsministeriets opfattelse af at bl.a. ministeriets publikationsvirksomhed ikke var omfattet af almindelige forvaltningsretlige regler. Ombudsmanden fastslog at en forvaltningsmyndighed også på områder der er præget af mere kommercielle overvejelser, skal overholde såvel de særlige regler der gælder for det pågældende område, som visse almindelige forvaltningsretlige krav. (J. nr. 1994-1321-45).