Godtgørelse i forbindelse med for sent fremsat supplerende arbejdstilbud.

A klagede over en afgørelse fra Arbejdsmarkedsstyrelsen (AMS), hvorved AMS havde tilkendegivet, at A burde gives et nyt arbejdstilbud og samtidig bemærket, at A ikke kunne kræve erstatning for tab af dagpengeret. A havde den 1. november 1986 tiltrådt et arbejdstilbud af syv måneders varighed. Efter 27 dage blev A afskediget, uden at arbejdsophøret kunne tilregnes ham. A's dagpengeret ophørte den 13. januar 1987. Den 9. februar 1987 tiltrådte A et supplerende arbejdstilbud, som han på grund af sygdom kun var beskæftiget med i 8 dage. Den 11. januar 1988 tiltrådte A et nyt supplerende arbejdstilbud.

Genstanden for ombudsmandens undersøgelse i sagen var alene spørgsmålet om, hvorvidt bestemmelsen i den dagældende lov om arbejdstilbud til ledige, § 3, stk. 5, skulle fortolkes således, at den finder anvendelse såvel ved venteperioder i forbindelse med for sent fremsat arbejdstilbud som ved venteperioder i forbindelse med for sent fremsat supplerende arbejdstilbud og ved manglende forlængelse af allerede givet arbejdstilbud. Ombudsmanden enig med AMS og Arbejdsministeriet (AM) i, at spørgsmålet burde søges afklaret ved en lovgivningsmæssig stillingtagen. Ombudsmanden bemærkede i den forbindelse, at der efter den gældende formulering af lovens § 3, stk. 5, var betydelig tvivl om bestemmelsens rette forståelse. Endvidere bemærkede ombudsmanden, at besvarelsen af det rejste lovfortolkningsspørgsmål var behæftet med betydelig usikkerhed, og at en sådan retsusikkerhed på et område, der for mange ledige er af væsentlig betydning, efter hans opfattelse i sig selv var utilfredsstillende. Ombudsmanden henstillede til arbejdsministeren, at der blev tilvejebragt en lovmæssig stillingtagen til det rejste spørgsmål. Ombudsmanden fandt endvidere under henvisning til det grundlæggende hensyn bag lovens § 3, stk. 5, at en række forhold talte imod, at A ikke var berettiget til godtgørelse i forbindelse med tab af dagpengeret. Da der imidlertid herskede en ikke ubetydelig tvivl om den rette forståelse af bestemmelsen, fandt ombudsmanden ikke fuldt tilstrækkelig anledning til at henstille til AMS at tage sagen op til fornyet overvejelse, idet den endelige afklaring af spørgsmålet i givet fald burde ske ved domstolene. (J. nr. 1991-2024-022).