Uansøgt afsked af kaptajn i Flyvevåbnet. Partshøring og afgørelsens adressat.

FOB nr 92.85

En kaptajn (A) klagede over, at Forsvarsministeriet (FM) uden ansøgning havde afskediget ham fra sin stilling som tjenestemand. Afgørelsen var truffet af ministeriet men stilet til Forsvarskommandoen, som underrettede A. FM's afgørelse, som var underskrevet af FM's departementschef, var baseret på en helhedsvurdering, hvis væsentligste elementer var, at A pga. alkoholproblemer var frataget flyverstatus og ikke kunne anses for egnet til officersfunktioner uden for pilotfunktionsområdet. A klagede bl.a. over, at han var blevet hørt over den påtænkte afskedigelse, uden at have fået en redegørelse for grundlaget herfor, at der ikke var blevet afholdt tjenstligt forhør, at afskedigelsen ikke var sagligt begrundet, og at den ikke som foreskrevet i tjenestemandslovens § 26, stk. 2, var foretaget af forsvarsministeren selv.

De fremsatte klager gav ikke ombudsmanden anledning til at kritisere FM's afgørelse og sagsbehandling. Det lagdes herved til grund, at der var tale om en diskretionær afskedigelse omfattet af tjenestemandslovens § 28, og at FM ikke havde truffet afgørelse i sagen, uden forinden at have givet A fornøden adgang til at udtale sig om grundlaget for den påtænkte afgørelse. Ombudsmanden fandt dog anledning til at bemærke, at afgørelsen efter almindelige regler om god forvaltningsskik burde have været meddelt A af FM, som havde truffet afgørelsen og ikke "ad tjenstlig vej". Herved kunne undgås misforståelser med hensyn til, hvilken myndighed afgørelsen hidrørte fra, ligesom der kunne opnås en hurtigere og mere smidig betjening af borgerne. Ombudsmanden henstillede til FM at ændre sin hidtidige praksis, hvorefter den indstillende myndighed tilskrives om ministeriets afgørelse med anmodning om underretning af den pågældende medarbejder. (J. nr. 1991-1967-40).