Forskellige lommepengebeløb til fysisk og psykisk handicappede pensionister på plejehjem.

FOB nr 92.272

Under besøg på et psykiatrisk hospital blev ombudsmanden opmærksom på, at handicappede pensionister, der er optaget på plejehjem, ikke er stillet lige med hensyn til lommepengebeløb. Forskellene beror på, om det drejer sig om fysisk eller psykisk handicappede pensionister.

Ombudsmanden fandt, at der i bistandslovens § 84, stk. 1, er den fornødne hjemmel til en vis forskelsbehandling af fysisk og psykisk handicappede pensionister på primærkommunal plejehjem, mens den praktiserede forskelsbehandling for så vidt angår fysisk og psykisk handicappede pensionister optaget på amtskommunal plejehjem (såkaldte "§ 112, stk. 1-plejehjem") alene støttes på forarbejderne til den tidligere lov om omsorg for invalidepensionister og folkepensionister.

Ombudsmanden fandt det utilfredsstillende, at den praktiserede forskelsbehandling ikke har et sikkert retligt grundlag og henstillede til Socialministeriet ved først givne lejlighed at tage skridt til en lovgivningsmæssig afklaring af spørgsmålet. (J. nr. 1991-1154-041).