FOB 92.256
A klagede over afgørelser fra Arbejdsskadestyrelsen (ASK) og Den Sociale Ankestyrelse (DSA) om, at hans sygdom, der gav sig udslag i en middelsvær til svær intellektuel reduktion, ikke kunne anerkendes som en erhvervssygdom.
A havde bl.a. været udsat for opløsningsmidler i en periode under arbejde som laborant i virksomheden B. A gjorde gældende, at da der ikke længere fandtes materiale vedrørende virksomheden B til belysning af A's udsættelse for organiske opløsningsmidler, måtte det lægges til grund, at A's lidelse var omfattet af arbejdsskadeforsikringsloven, medmindre B eller ASK kunne bevise, at A ikke havde været udsat for opløsningsmidler i tilstrækkelig grad.
Ombudsmanden fandt ikke grundlag for at kritisere afgørelserne og bemærkede, at arbejdsskadeforsikringslovens § 10 ikke var relevant i forbindelse med afgørelsen af, hvorvidt den sygdom, A havde pådraget sig, skulle anses som en erhvervssygdom. Ombudsmanden fandt imidlertid, at DSA burde have taget udtrykkelig stilling til A's anbringende - fremsat i klageskrivelsen til DSA - om, at virksomheden B og ASK havde bevisbyrden for, at A's lidelse ikke var omfattet af arbejdsskadeforsikringsloven, jf. begrundelseskravet i § 10, stk. 1, i lov om Den Sociale Ankestyrelse og forvaltningslovens §§ 22 og 24. Ombudsmanden fandt dog ikke at burde foretage videre i den anledning, da han ikke kunne tilslutte sig A's anbringende. (J. nr. 1991-754-031).