Partipolitisk materiale relateret til et erhvervsnetværk var ikke omfattet af retten til aktindsigt

FOB 2024-4

En journalist havde anmodet Udenrigsministeriet om aktindsigt i materiale vedrørende partiet Moderaternes erhvervspolitiske netværk.

Udenrigsministeriet afviste at give journalisten aktindsigt i det pågældende materiale, der for hovedpartens vedkommende bestod af en mail fra Moderaterne til udenrigsministerens forkontor med en række vedhæftede dokumenter vedrørende partipolitiske forhold.

Efter ombudsmandens opfattelse måtte materialet anses for sendt til udenrigsministeren i dennes egenskab af partipolitiker og var alene tilgået Udenrigsministeriet med henblik på at blive printet og derpå brugt af udenrigsministeren i en sammenhæng, der faldt uden for hans arbejde som minister. Ombudsmanden måtte endvidere lægge til grund, at materialet ikke efterfølgen­de var blevet anvendt i ministeriet i anden sammenhæng, og han var på den baggrund enig med ministeriet i, at dokumenterne havde karakter af partipolitisk materiale, som ikke havde været undergivet administrativ sagsbehandling i ministeriet. Materialet var derfor ikke omfattet af retten til aktindsigt efter offentlighedslovens § 7, stk. 1.

Ombudsmanden var ligeledes enig med Udenrigsministeriet i, at de resterende dokumenter, der var identificeret som omfattet af aktindsigtsanmodningen, bestod af uddrag af en kalender og således heller ikke var omfattet af retten til aktindsigt, jf. offentlighedslovens § 22.

(Sag nr. 23/05792)