Pensionsalderforhøjelse kunne afvises som følge af overskridelse af administrativt fastsat frist

FOB 2023-38

En tjenestemand klagede til ombudsmanden over, at Kirkeministeriet havde afvist at give tjenestemanden et tilbud om pensionsalderforhøjelse efter tjenestemandspensionslovens § 4 a. Ministeriet begrundede afslaget med, at tjenestemanden ikke havde overholdt en frist for, hvornår ministeriet skulle modtage en erklæring om pensionsalderforhøjelse. Ministeriet havde fastsat fristen uden særskilt hjemmel. Der var i sagen uenighed mellem tjenestemanden og ministeriet om, hvorvidt ministeriet under en telefonsamtale havde udsat fristen.

Efter en gennemgang af retsgrundlaget på området var det ombudsmandens opfattelse, at ministeriet administrativt kunne fastsætte en frist for, hvornår erklæringen senest skulle være modtaget.

Ombudsmanden henviste til, at det er almindeligt antaget, at der gælder et lempet hjemmelskrav ved afgørelser og dispositioner, som kun har indirekte indflydelse på borgernes forhold, og at en myndighed efter omstændighederne uden særskilt hjemmel over for en borger kan fastsætte en svarfrist, hvis en sådan frist er sagligt begrundet og rimelig. Det var tilfældet i den foreliggende sag, hvor fristfastsættelsen var begrundet i hensynet til tjenestemanden selv og i hensynet til, at det offentlige kender sine pensionsmæssige forpligtelser. Også fristens længde var rimelig.

Ombudsmanden fandt endelig, at det ikke med den fornødne sandsynlighed kunne anses for godtgjort, at tjenestemanden telefonisk var blevet meddelt fristudsættelse.

Ombudsmanden kunne herefter ikke kritisere, at ministeriet havde afvist at give tjenestemanden et tilbud om pensionsalderforhøjelse.

(Sag nr. 22/05148)