FOB 2022-15
Efter § 50 i sundhedsloven opkræver regionerne gebyr for tolkebistand fra personer, der har boet i Danmark i mere end tre år, og som har haft behov for tolkebistand i forbindelse med sundhedsbehandling.
En patient var blevet opkrævet gebyr for tolkebistand i forbindelse med tre konsultationer på et sygehus. Patienten klagede til ombudsmanden, da hun mente, at der ikke havde været behov for tolk, og at hun burde have været hørt, før der blev tilkaldt en tolk.
Ombudsmanden fandt ligesom myndighederne, at regionens beslutning om at opkræve gebyr for tolkebistand var en afgørelse i forvaltningslovens forstand, mens lægens beslutning om, at der var behov for at bruge tolk, udgjorde faktisk forvaltningsvirksomhed i forbindelse med patientbehandling. Krav om bl.a. partshøring og notatpligt indtrådte derfor først i forbindelse med regionens behandling af gebyrsagen.
Ombudsmanden var endvidere enig med myndighederne i, at det afgørende for, om der kunne opkræves gebyr for tolkning efter sundhedslovens § 50, var, at der var foretaget en konkret lægelig vurdering af behovet for tolk i behandlingssituationen. Selve den lægelige vurdering skulle myndighederne derimod ikke efterprøve. Ombudsmanden kunne i den konkrete sag ikke kritisere, at myndighederne efter en samlet afvejning af de foreliggende oplysninger havde lagt til grund, at der var blevet foretaget en konkret lægelig vurdering af behovet for tolkebistand.
(Sag nr. 21/01538)