FOB 2022-14
Da ombudsmanden behandlede en klage over sagsbehandlingstiden hos Erstatningsnævnet i en sag om offererstatning, blev han opmærksom på, at den lange sagsbehandlingstid primært skyldtes den tid, som Arbejdsmarkedets Erhvervssikring brugte til at afgive en vejledende udtalelse om offerets mén og erhvervsevnetab. Der gik således mere end 2 år og 2 måneder, fra Erstatningsnævnet bad om udtalelsen, til den forelå. Ombudsmanden anmodede derfor Arbejdsmarkedets Erhvervssikring om en udtalelse om sagsbehandlingstiden.
Ombudsmanden mente, at sagsbehandlingstiden for den vejledende udtalelse havde været unødig lang, også henset til sagens betydning for offeret.
Ombudsmanden anførte også, at Erstatningsnævnet havde ansvaret for sagsbehandlingstiden i offererstatningssagen, og at nævnet stadig havde pligt til at underrette borgeren om, hvad sagen beroede på, og hvornår det forventedes, at der kunne træffes en afgørelse, selv om nævnet havde anmodet en anden myndighed om en udtalelse. Ombudsmanden forstod dog, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring i praksis underrettede borgeren eller dennes repræsentant om forventet sagsbehandlingstid, ligesom Arbejdsmarkedets Erhvervssikring besvarede rykkere mv. fra borgeren og repræsentanten.
Under disse omstændigheder mente ombudsmanden, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings underretninger af borgeren og dennes repræsentant om sagsbehandlingstiden ikke havde været fyldestgørende.
Ombudsmanden kritiserede bl.a., at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring i en underretning – da det viste sig, at den først udmeldte sagsbehandlingstid ikke kunne overholdes – ikke havde foretaget en vurdering af den forventede sagsbehandlingstid. Han kritiserede også, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring ikke havde givet borgeren og dennes repræsentant en tidsmæssig ramme for, hvornår den vejledende udtalelse kunne forventes afgivet.
(Sag nr. 21/05269)