Forfatterskolen er ikke omfattet af offentlighedslovens og forvaltningslovens anvendelsesområde

2021-30

Ombudsmanden modtog en klage fra en borger, der ønskede en begrundelse for, at Forfatterskolen havde givet afslag på hans ansøgning om optagelse på skolen.

Forfatterskolen blev oprettet i 1987 på privatretligt grundlag. I 2003 blev skolen i forbindelse med et bevillingsløft omdannet til en selvejende institution. Klagen til ombudsmanden gav anledning til at afklare, om Forfatterskolen som selvejende institution kunne anses for omfattet af offentlighedslovens og forvaltningslovens anvendelsesområde. I den forbindelse tog ombudsmanden stilling til, dels om Forfatterskolen kunne anses for oprettet ved lov (aktstykke), dels om Forfatterskolen kunne anses for undergivet intensiv offentlig regulering, intensivt offentligt tilsyn og intensiv offentlig kontrol efter offentlighedsloven og forvaltningsloven.

Ombudsmanden havde ikke grundlag for at tilsidesætte Kulturministeriets vurdering af, at skolen ikke ved aktstykket kunne anses for oprettet ved lov og dermed omfattet af den offentlige forvaltning. 

Endvidere havde ombudsmanden ikke grundlag for at tilsidesætte Kulturministeriets opfattelse, hvorefter Forfatterskolen ikke kunne anses for undergivet intensiv offentlig regulering, intensivt offentligt tilsyn og intensiv offentlig kontrol efter offentlighedsloven og forvaltningsloven.

Ombudsmanden havde derfor ikke grundlag for at tilsidesætte Kulturministeriets opfattelse, hvorefter Forfatterskolen ikke var omfattet af offentlighedslovens og forvaltningslovens anvendelsesområde.

(Sag nr. 20/03453)