Myndighedernes praksis og vejledningspligt i sager om bevilling af kugledyne til børn med søvnproblemer

2021-27

Et barn med ADHD havde fået afslag af kommunen og Ankestyrelsen på at få bevilget en kugledyne, der skulle forbedre barnets nattesøvn. Kommunen og Ankestyrelsen havde med henvisning til Ankestyrelsens principmeddelelse 94-15 begrundet afslaget med, at ikke alle behandlingsmuligheder var udtømte. Barnet var således ikke blevet behandlet med lægemidlet melatonin, bl.a. fordi forældrene og en speciallæge havde vurderet det mindre indgribende for barnet at afprøve kugledyne.

Ombudsmanden indhentede en udtalelse fra Ankestyrelsen, som oplyste, at Ankestyrelsen ikke havde været opmærksom på, at Sundhedsstyrelsen i 2019 ændrede sin vejledning om medikamentel behandling af børn og unge med psykiske lidelser, så det nu fremgår, at lægemidler aldrig er førstevalg ved søvnforstyrrelser hos børn og unge. Ændringen medførte efter Ankestyrelsens opfattelse, at forudsætningen for principmeddelelse 94-15 ikke længere var til stede.

Ombudsmanden udtalte, at han var enig med Ankestyrelsen i dette, og noterede sig, at Ankestyrelsen ville ophæve principmeddelelsen. Idet afgørelserne i sagen var truffet efter Sundhedsstyrelsens ændring af vejledningen, fandt ombudsmanden, at afgørelserne var truffet på et forkert oplysningsgrundlag. Ombudsmanden havde dog ikke grundlag for at tilsidesætte Ankestyrelsens fornyede vurdering af, at en kugledyne i det konkrete tilfælde ikke kunne betragtes som et hjælpemiddel efter serviceloven.

Ankestyrelsens generelle forståelse af det cirkulære, som har til formål at afgrænse behandlingsredskaber (som sundhedsvæsenet skal betale) over for hjælpemidler (som kommunerne skal betale), gav ikke ombudsmanden anledning til bemærkninger. Ombudsmanden noterede sig Ankestyrelsens bemærkninger om fremadrettet at ville have fokus på iagttagelse af cirkulæret samt om fornødent tage initiativ til afklaring af eventuelle tvivlsspørgsmål.

Endelig udtalte ombudsmanden kritik af, at hverken kommunen eller Ankestyrelsen havde vejledt borgeren om, at der var mulighed for at rette henvendelse til sundhedsvæsenet for eventuelt at få udleveret kugledynen som et behandlingsredskab.

(Sagerne nr. 21/00620 og 21/02681)