Nødvendige merudgifter efter servicelovens § 100

2021-2

En diabetiker havde nødvendige merudgifter efter servicelovens § 100 som følge af behov for hurtigtvirkende kulhydrater til regulering af lave blodsukre.

Efter praksis kan der kun ydes tilskud til det billigste af de relevante produkter, som kan dække det konkrete behov, medmindre det i den konkrete sag er dokumenteret, at borgeren ikke kan benytte det. Det følger også af praksis, at der i forhold til synspunkter om håndterbarhed normalt vil kunne tages udgangspunkt i prisen for druesukker i pulverform ved beregningen.

Ankestyrelsen havde i sagen lagt til grund, at der kunne tages udgangspunkt i prisen for druesukker i pulverform ved beregningen af de nødvendige merudgifter. Borgeren mente, at der skulle tages udgangspunkt i prisen for juice – som var et dyrere produkt – fordi hun anvendte juice ved lavt blodsukker. Ankestyrelsen fandt, at der ikke forelå oplysninger om, at borgeren konkret adskilte sig fra andre diabetespatienter, eller at hun på grund af særlige forhold var afskåret fra at anvende druesukker i pulverform.

Efter ombudsmandens opfattelse kunne man ikke ganske bortse fra, om en given behandlingsform var praktisabel for en borger. Der var imidlertid ikke holdepunkter for en fortolkning af lovbestemmelsen, hvorefter en borger i almindelighed havde retskrav på at få dækket merudgifter, der var en følge af, at borgeren foretrak en bestemt af flere mulige løsninger.

Ombudsmanden fandt ikke grundlag for at tilsidesætte Ankestyrelsens generelle praksis på området. Han havde heller ikke grundlag for at kritisere Ankestyrelsens afgørelse i sagen, der indeholdt en konkret og individuel vurdering af, om borgeren på grund af særlige forhold var afskåret fra at anvende druesukker i pulverform.

(Sag nr. 20/00494)