Miljø- og Fødevareklagenævnets kompetence i forhold til DSB Ejendomsudvikling A/S

FOB 2021-12

Miljø- og Fødevareklagenævnet afviste at realitetsbehandle en klage over DSB Ejendomsudvikling A/S’ afslag på aktindsigt efter miljøoplysningsloven.

DSB Ejendomsudvikling A/S er som aktieselskab ikke en del af den offentlige forvaltning og er heller ikke i øvrigt omfattet af § 1 i 1985-offentlighedsloven. Selskabet er dermed ikke omfattet af miljøoplysningsloven (eller Miljø- og Fødevareklagenævnets kompetence) i kraft af miljøoplysningslovens § 1, stk. 1.

Efter ombudsmandens gennemgang af sagen kunne det ikke give ham anledning til bemærkninger, at Miljø- og Fødevareklagenævnet havde vurderet, at DSB Ejendomsudvikling A/S ikke er et organ, der har offentligt ansvar for eller udøver offentlige funktioner eller tjenesteydelser i relation til miljøet, jf. miljøoplysningslovens § 1, stk. 2.

Ombudsmanden kunne derfor ikke kritisere, at Miljø- og Fødevareklagenævnet havde afvist at realitetsbehandle klagen, jf. miljøoplysningslovens § 4 a.

(Sag nr. 20/05573)