Tvivlsom hjemmel til indgreb på psykiatriske afdelinger

2020-43

I forbindelse med flere tilsynsbesøg på psykiatriske afdelinger blev ombudsmanden bekendt med, at mange afdelingers husordener indeholdt regler om indgreb, hvor der kunne være tvivl, om der forelå den fornødne hjemmel.

Ombudsmanden rejste en generel egen drift-undersøgelse om forholdet.

Sundheds- og Ældreministeriet meddelte ombudsmanden, at der kunne være usikkerhed om rækkevidden af psykiatrilovens § 2 a om husordener og af anstaltsforholdet. Ministeriet tilkendegav derfor, at ministeriet ville arbejde for, at der blev skabt et klart hjemmelsgrundlag for visse nærmere angivne indgreb, så der fremadrettet ikke opstod tvivl om rammerne for at fastsætte begrænsninger i husordener på de psykiatriske afdelinger. Det gjaldt således regler på følgende områder: anvendelse af alkometer og urinprøve, vask af tøj for at ødelægge euforiserende stoffer samt afskæring eller begrænsning af 1) adgang til mobiltelefon, pc og lign., 2) besøg, 3) handel mellem patienterne og 4) seksuelt samkvem.

Sundheds- og Ældreministeriet meddelte desuden ombudsmanden, at psykiatriske afdelinger ikke havde hjemmel til at fastsætte regler om rutinemæssig åbning af post eller til at læse patienternes post, og at der heller ikke var hjemmel til at fastsætte regler om rutinemæssig kropsvisitation og rutinemæssig undersøgelse af ejendele.

Ombudsmanden var enig med ministeriet i, at der hverken var hjemmel til at fastsætte regler om rutinemæssig åbning af post eller til at læse patienters post. Ombudsmanden tog desuden ministeriets øvrige oplysninger til efterretning.

(Sag nr. 19/03847)