Afgrænsningen af privat korrespondance efter offentlighedsloven

2020-39

En journalist ønskede aktindsigt i beskeder udvekslet mellem på den ene side Statsministeriets særlige rådgiver og stabschef og på den anden side en politisk kommentator. Beskederne omhandlede mediedækningen af myndighedsindsatsen over for spredningen af coronavirus.

Statsministeriet afslog aktindsigt og anførte, at der var tale om private beskeder, som ikke var omfattet af retten til aktindsigt efter offentlighedsloven. Statsministeriet beskrev bl.a., at beskederne havde karakter af en privat meningsudveksling, og at stabschefen og kommentatoren var venner.

Ombudsmanden udtalte, at vurderingen af, om en offentligt ansats korrespondance er tilvejebragt som led i virksomhed inden for den offentlige forvaltning – eller omvendt må ses som privat – må foretages konkret på grundlag af en samlet vurdering af korrespondancens indhold og form, den kontekst, korrespondancen udveksles i, og de involveredes egen forståelse af, om korrespondancen er af privat eller af arbejdsmæssig art.

Ombudsmanden opstillede en række nærmere kriterier for vurderingen og anførte bl.a., at afgrænsningen mellem privat og arbejdsmæssig korrespondance må foretages på en sådan måde, at der ikke åbnes risiko for omgåelse af offentlighedslovens anvendelsesområde.

I den konkrete sag havde ombudsmanden ikke tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte Statsministeriets vurdering af beskedernes karakter. Ombudsmanden havde derfor heller ikke tilstrækkeligt grundlag for at kritisere Statsministeriets afgørelse om, at der ikke var ret til aktindsigt i beskederne.

(Sag nr. 20/01793)