Kommunes svar til grundejere var en afgørelse, som Miljø- og Fødevareklagenævnet kunne behandle

2020-37

Flere grundejere i et sommerhusområde rettede henvendelse til en kommune om en reparation af en drænledning i området. Kommunen mente, at det udførte arbejde lå inden for rammerne af kommunens vedligeholdelse af drænsystemet. I henhold til en kendelse afsagt af et landvæsensnævn skulle vedligeholdelse således udføres ved kommunens foranstaltning og udgifterne fordeles mellem de berørte grundejere.

Grundejerne anmodede gentagne gange kommunen om at træffe en afgørelse i sagen efter vandløbsloven, da det var grundejernes opfattelse, at skaderne på drænet var forårsaget af handlinger foretaget i strid med vandløbsloven, og udgifterne til udbedring heraf derfor ikke skulle betales af grundejerne som vedligeholdelse. Kommunen afviste imidlertid at indlede en sag om udstedelse af et påbud efter vandløbslovens § 54, idet der efter kommunens opfattelse var tale om et civilretligt anliggende.

Miljø- og Fødevareklagenævnet afviste at behandle en klage over kommunen fra en af de berørte grundejere, da der efter nævnets opfattelse ikke forelå en afgørelse, som kunne påklages til nævnet.

Ombudsmanden mente, at kommunen havde truffet en afgørelse ved at afvise at indlede en sag om et påbud efter vandløbsloven. Han henviste til, at kommunen – på et område, hvor kommunen som vandløbsmyndighed havde kompetence til at træffe afgørelse – havde besluttet ikke at indlede en sag, og at det var sket på trods af en udtrykkelig opfordring fra en borger, der var part i sagen.

Ombudsmanden henstillede derfor til Miljø- og Fødevareklagenævnet at genoptage sagen og træffe en ny afgørelse.

Desuden gjorde ombudsmanden nævnet opmærksom på, at han på visse punkter ikke var enig i nævnets anvendelse af afgørelsesbegrebet.

(Sag nr. 19/05264)