Afslag på aktindsigt i COVID-19 beredskab

FOB 2020-35

Region Sjælland afslog en anmodning fra en journalist om aktindsigt i regionens indrapportering til Sundhedsstyrelsen om regionens beredskab til håndtering af COVID-19. I sit afslag på aktindsigt henviste regionen til den såkaldte generalklausul i offentlighedslovens § 33, nr. 5. Regionen anførte bl.a., at aktindsigten ville kunne have væsentlige skadevirkninger i forhold til at modvirke uro og panik i befolkningen på grund af den ekstraordinære situation, som Danmark befandt sig i. Ankestyrelsen afviste at rejse en tilsynssag over for regionen.

Ombudsmanden udtalte, at bestemmelsen i offentlighedslovens § 33, nr. 5, er tiltænkt et snævert anvendelsesområde og derfor kun finder anvendelse, når hemmeligholdelse må anses for klart påkrævet, og der er en nærliggende fare for, at de beskyttelsesværdige interesser vil lide skade af betydning. Ombudsmanden udtalte – med henvisning til offentlighedslovens § 1, stk. 1 – endvidere, at befolkningen som det klare udgangspunkt skal have indsigt i forholdene i forvaltningen, også hvor den viden kan give grundlag for utryghed og bekymring. Det gælder ikke mindst, når aktindsigtsanmodningen angår spørgsmål af væsentlig samfunds- og sundhedsmæssig interesse.

Det var ombudsmandens opfattelse, at hensynet til at modvirke panik e.l. i befolkningen er et hensyn, der kan begrunde, at der gives afslag på aktindsigt efter bestemmelsen i offentlighedslovens § 33, nr. 5. Det måtte dog efter ombudsmandens opfattelse kræve, at de mulige skadevirkninger går videre end til at skabe eller forøge en generel eller abstrakt utryghed og usikkerhed i befolkningen. Endvidere skal de mulige skadevirkninger være såvel konkretiserede som sandsynliggjorte. Og det skal som led heri overvejes, om skadevirkningerne i form af panik e.l. kun kan forebygges ved at tilbageholde oplysningerne, eller om det vil være tilstrækkeligt at supplere de ønskede oplysninger med anden information, der vil give befolkningen en bedre samlet forståelse af forholdene.

Det, som regionen havde anført som begrundelse for at hemmeligholde oplysningerne, var efter ombudsmandens opfattelse for generelt og udokumenteret til, at regionen kunne afslå aktindsigtsanmodningen.

Regionen havde i forbindelse med ombudsmandens behandling af sagen foretaget en fornyet vurdering af aktindsigtsanmodningen og i lyset af den forgangne tid givet aktindsigt i oplysningerne. Ombudsmanden foretog sig derfor ikke mere i sagen hverken over for regionen eller Ankestyrelsen.

(Sag nr. 20/02916)