Afskæring fra Tast-Selv

2020-28

Ombudsmanden gennemgik i en generel egen drift-undersøgelse 40 sager, hvor Skattestyrelsen havde afskåret borgere fra at anvende Skatteforvaltningens selvbetjeningsløsning TastSelv til at ændre i deres forskudsopgørelse og årsopgørelse. Undersøgelsen blev foretaget i medfør af ombudsmandslovens § 17, stk. 2, hvorefter ombudsmanden kan gennemføre generelle undersøgelser af en myndigheds behandling af sager. 

Ombudsmandens undersøgelse afdækkede en række generelle problemstillinger. Eksempelvis var der i en række af sagerne spørgsmål om, hvorvidt afgørelserne om afskæring fra TastSelv blev meddelt (korrekt), og om afgørelserne dermed var retligt virksomme. Endvidere var flere sager behandlet ud fra en forkert forståelse af, for hvilke indkomstår afskæring fra TastSelv kunne ske, og der var mangler i begrundelserne.

Skattestyrelsen erklærede sig overordnet enig i de konklusioner, som havde været forelagt styrelsen, og annullerede alle afskæringer fra TastSelv vedrørende årsopgørelserne for 2018 og 2019 på grund af de fejl, der var konstateret. Styrelsen redegjorde desuden for en række initiativer, som var – eller ville blive – iværksat for at løse problemerne.

Ombudsmanden fandt på den baggrund ikke anledning til at foretage sig mere vedrørende de konstaterede fejl.

Han henstillede dog til Skattestyrelsen at være opmærksom på, at afgørelserne om afskæring fra TastSelv skal opfylde kravene i forvaltningslovens § 24 til en begrundelses indhold, herunder kravet om, at en begrundelse skal fremtræde som en forklaring på, hvorfor afgørelsen har fået det pågældende indhold. Han bad også om underretning om, hvad denne henstilling gav anledning til.

(Sag nr. 19/02516)