Gældsstyrelsens begrundelse i afgørelser om modregning

2020-27

Ombudsmanden gennemgik i en generel egen drift-undersøgelse Gældsstyrelsens begrundelse i afgørelser om modregning truffet efter dansk rets almindelige (uskrevne) regler om modregning.

Ombudsmanden konstaterede, at begrundelsen for afgørelser om modregning fra den såkaldte modregningskomponent ”M” alene indeholdt en kortfattet angivelse af dansk rets almindelige betingelser for modregning uden nærmere angivelse af, at det var de uskrevne regler om modregning, der var grundlaget (hjemlen) for afgørelsen, eller hvad de nærmere betingelser efter disse regler var. Ombudsmanden mente på den baggrund, at begrundelsen ikke fuldt ud levede op til kravene i forvaltningslovens § 24, stk. 1, 1. pkt., om henvisning til de retsregler, afgørelsen er truffet efter. Ombudsmanden noterede sig samtidig, at Gældsstyrelsen ville indsætte en nærmere beskrivelse af dansk rets almindelige betingelser for modregning i styrelsens standardbreve. Ombudsmanden foretog sig derfor ikke mere vedrørende dette spørgsmål.

I afgørelserne var det angivet, hvilke faktiske omstændigheder styrelsen havde lagt til grund for vurderingen af, at en fordring var retskraftig og dermed kunne danne grundlag for modregning. Denne angivelse gav ikke ombudsmanden anledning til bemærkninger i forhold til kravet i forvaltningslovens § 24, stk. 2, om, at en begrundelse om fornødent skal indeholde en kort redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen.

Ombudsmanden mente ikke, at Gældsstyrelsens henvisning til de anvendte retsregler var tilstrækkelig klar og præcis i afgørelserne om modregning fra inddrivelsessystemet DMI. Han var derfor enig med styrelsen i, at der var behov for en tilpasning af henvisningerne til love og bekendtgørelser i det standardbrev, der blev anvendt.

Endelig noterede ombudsmanden sig, at Gældsstyrelsen i standardbrevet fra modregningskomponent ”M” ville ophøre med at bruge forkortelsen ”RIM” og i stedet skrive ”Restanceinddrivelsesmyndigheden”, idet forkortelsen ikke kunne anses for at være kendt af de berørte borgere.

(Sag nr. 19/03279)