Det var kommunens ansvar, at møde foregik i fuld respekt for ansats ytringsfrihed

FOB 2017-31

En sygeplejerske, der var ansat i en kommune, skrev et kritisk opslag på Facebook. Opslaget drejede sig om, at en kollega havde sagt op som følge af omstruktureringer på arbejdspladsen. 

Tre dage senere blev sygeplejersken med 13 minutters varsel indkaldt til et møde med ledelsen og tillidsrepræsentanten. Ledelsen indledte mødet med at slå fast, at der ikke var tale om en tjenstlig samtale. Formålet med mødet var at give sygeplejersken faktuelle oplysninger om bl.a. de omstruktureringer, som hun havde omtalt. På mødet gjorde ledelsen bl.a. sygeplejersken opmærksom på, at hun havde gjort nogle af sine kolleger kede af det, og at det var ”ærgerligt”, at hun ikke havde henvendt sig til ledelsen eller MED-systemet først. 

Ombudsmanden havde ikke grundlag for at kritisere, at kommunen tog kontakt til sygeplejersken for at give hende faktuelle oplysninger om bl.a. de strukturomlægninger, der havde været i kommunen, inden hun blev ansat, og som hun kommenterede i sit opslag. 

I en situation som den foreliggende havde kommunen imidlertid et særligt ansvar for at sikre sig, at kontakten foregik på en sådan måde, at den ikke medførte risiko for, at medarbejderen fremover ville afholde sig fra at ytre sig i den offentlige debat. Ombudsmanden udtalte således, at det var kommunens ansvar at sørge for, at forløbet foregik i fuld respekt for – og med anerkendelse af – sygeplejerskens ytringsfrihed som offentligt ansat. 

Kommunen erkendte over for ombudsmanden, at mødeformen, deltagerkredsen og det korte varsel kunne have medvirket til, at sygeplejersken følte sig presset, og beklagede det konkrete hændelsesforløb. Ombudsmanden var enig og noterede sig kommunens beklagelse. 

Ombudsmanden bemærkede, at også dele af mødets øvrige indhold – i sammenhæng med de forhold, som kommunen havde beklaget – kunne give sygeplejersken det indtryk, at ledelsen kunne have til hensigt at få hende til at afholde sig fra fremover at ytre sig om emnet i den offentlige debat. 

(Sag nr. 16/04661)