Udlevering af relevante dele af handleplan til anbringelsesstedet

FOB 2016-44

Når en handleplan indebærer, at et barn eller en ung anbringes på et anbringelsessted efter servicelovens § 66, skal relevante dele af handleplanen udleveres til tilbuddet. Dette fremgår af servicelovens § 140, stk. 7, som trådte i kraft den 1. januar 2014. 

I forbindelse med et tilsynsbesøg på et specialpædagogisk behandlings- og botilbud til børn fik ombudsmandens besøgshold oplyst, at en handlekommune for ét af børnene ikke havde udleveret dele af handleplanen til botilbuddet. 

Barnet var flyttet ind på botilbuddet, før bestemmelsen om udlevering af handleplaner trådte i kraft. 

Ombudsmanden udtalte, at der ikke er nærmere holdepunkter for at forstå pligten til udlevering af dele af handleplanen indskrænkende, således at den ikke omfatter allerede iværksatte anbringelser. Efter ombudsmandens opfattelse taler også formålet med bestemmelsen i § 140, stk. 7, for, at den må have virkning for anbringelser iværksat inden den 1. januar 2014. 

På den baggrund var det ombudsmandens opfattelse, at barnets handlekommune – efter at § 140, stk. 7, den 1. januar 2014 var trådt i kraft – burde have udleveret relevante dele af barnets handleplan til botilbuddet. 

(Sag nr. 15/03303)