Borgernes ret til at anvende Offentlig Digital Post og modtagelseskapaciteten i postløsningen

2015-21

Ombudsmanden rejste på eget initiativ en sag over for Digitaliseringsstyrelsen og Finansministeriet om bl.a. kapaciteten i Offentlig Digital Post.

Ombudsmanden udtalte, at borgerne (og herunder virksomheder og andre juridiske enheder) efter § 8 i lov om Offentlig Digital Post har ret til at anvende Offentlig Digital Post som postløsning. 

Det var ombudsmandens opfattelse, at kapaciteten i postløsningen kan antages at udgøre en væsentlig hindring for eller besværliggørelse af retten efter lovens § 8. 

Ombudsmanden udtrykte den opfattelse, at de vanskeligheder, som han havde peget på, må antages at ramme forsendelser i postløsningen i et sådant omfang, at den ret, som følger af lovens § 8, ikke kan anses for reel. Ved etableringen af postløsningen burde der have været taget højde herfor. 

Den gældende ordning kan således ikke fuldt ud leve op til lovgrundlaget. 

Ombudsmanden noterede sig, at Digitaliseringsstyrelsen – med Finansministeriets tilslutning – vil iværksætte tiltag, således at lovgrundlag og faktiske muligheder harmonerer. Styrelsen havde oplyst, at den vil iværksætte en udvidelse af modtagelseskapaciteten og en lovændring.  

(Sag nr. 14/01971)