Afslag på aktindsigt i internt dokument. Meddelelse af faktiske oplysninger og meddelelse af interne faglige vurderinger. Dialog mellem myndighed og borger

FOB 2014-40

En borger klagede til ombudsmanden over, at Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse havde afslået aktindsigt i et dokument. Dokumentet var et såkaldt cover til ministeren om høring over tre udkast til bekendtgørelser. 

Ombudsmanden kunne ikke kritisere, at ministeriet havde afslået aktindsigt. 

Imidlertid gav ministeriets anvendelse af offentlighedslovens § 28 om meddelelse af faktiske oplysninger og § 29 om meddelelse af interne faglige vurderinger ombudsmanden anledning til bemærkninger. 

Sagen rejste også et spørgsmål om dialog. Det fremgik således af borgerens henvendelser til ministeriet, at hun alene var interesseret i nogle bestemte oplysninger, og at dette var baggrunden for hendes anmodning om aktindsigt i dokumentet. Dokumentet indeholdt imidlertid slet ikke de ønskede oplysninger. Ombudsmanden mente, at det havde været hensigtsmæssigt og i overensstemmelse med god forvaltningsskik, hvis ministeriet udtrykkeligt havde oplyst dette over for hende. Ombudsmanden anså det for sandsynligt, at hun på den baggrund ville have meddelt ministeriet, at hun ikke var interesseret i at få aktindsigt i dokumentet, og at ministeriet herefter ikke skulle have anvendt ressourcer på at behandle aktindsigtsanmodningen. 

Ombudsmanden forstod det i øvrigt sådan, at borgeren ønskede, at ministeriet – uanset om der fandtes dokumenter, der omtalte et spørgsmål, som hun havde stillet ministeriet – svarede på hendes spørgsmål. Ombudsmanden bad derfor ministeriet om at forholde sig til hendes spørgsmål. 

(Sag nr. 14/04528)