FOB 2013-25
Justitsministeriet afslog i 2012 at give humanitær opholdstilladelse til en HIV-smittet kvinde fra Vestafrika. Ministeriet fandt ikke, at kvinden led af en sygdom af meget alvorlig karakter, der i sig selv kunne begrunde meddelelse af humanitær opholdstilladelse, idet der ikke var tale om en meget fremskreden HIV-infektion med betydeligt øget risiko for at udvikle AIDS. I overensstemmelse med ministeriets praksis, som er beskrevet i et notat om praksis for meddelelse af humanitær opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 b, stk. 1, fandt ministeriet derfor heller ikke anledning til at indhente oplysninger om behandlingsmulighederne i kvindens hjemland. Ministeriet fandt endvidere ikke, at oplysningerne om kvindens helbredstilstand i kombination med sagens øvrige oplysninger kunne begrunde meddelelse af humanitær opholdstilladelse. I 2013 afslog ministeriet to gange at genoptage sagen.
Kvindens advokat klagede til ombudsmanden. Advokaten gjorde bl.a. gældende, at Justitsministeriet i forbindelse med sagens behandling havde undladt at inddrage væsentlige kriterier, herunder hensynet til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 2 om retten til livet og artikel 3 om retten til ikke at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Advokaten anførte, at en eventuel udsendelse af kvinden til sit hjemland ville udgøre en krænkelse af disse bestemmelser, hvis hun ikke kunne blive behandlet tilstrækkeligt i det pågældende land.
Ombudsmanden fandt ikke, at der var udsigt til, at han kunne kritisere resultatet af Justitsministeriets oprindelige afgørelse eller afgørelserne om afslag på genoptagelse. Ombudsmanden valgte derfor at afslutte sagen uden at forelægge sagen for ministeriet til udtalelse.
Ombudsmanden lagde vægt på, at den praksis, som var beskrevet i notatet om praksis for meddelelse af humanitær opholdstilladelse – herunder beskrivelsen af, hvornår behandlingsmulighederne i hjemlandet undersøges – var fremlagt for Folketinget, og at ombudsmanden måtte anse den beskrevne praksis for tiltrådt af Folketinget.
Efter ombudsmandens opfattelse måtte det derfor kræve meget sikre holdepunkter at anfægte ministeriets praksis for meddelelse af humanitær opholdstilladelse, herunder for hvornår behandlingsmulighederne i hjemlandet undersøges. Ombudsmanden mente ikke at have udsigt til at finde sådanne meget sikre holdepunkter i sagen. Ombudsmanden mente således ikke at have det nødvendige grundlag for at antage, at det var i strid med artikel 2 eller 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, at ministeriet havde afslået humanitær opholdstilladelse uden at have iværksat en nærmere undersøgelse af behandlingsmulighederne for kvinden i hendes hjemland.
(Sag nr. 13/02832)