Afslag på aktindsigt i korrespondance mellem Udlændingeservice og en privat virksomhed

FOB 2011 10-1

En journalist bad Udlændingeservice om aktindsigt i myndighedens korrespondance med en privat virksomhed. Journalisten fik afslag fordi Udlændingeservice ikke kunne finde frem til den ønskede korrespondance via det elektroniske journalsystem. Journalisten klagede til ombudsmanden.

Ombudsmanden mente ikke der var grundlag for at kritisere Udlændingeservice. Ombudsmanden lagde vægt på at det elektroniske søgesystem ikke gav mulighed for at fremsøge sager efter virksomheders navne. Han lagde også vægt på oplysningerne om ressourceforbruget hvis Udlændingeservice skulle finde korrespondancen med virksomheden frem manuelt: Myndigheden ville skulle bruge mere end et årsværk på at finde korrespondancen manuelt. Endelig lagde ombudsmanden vægt på at Udlændingeservice ikke bare kunne give journalisten fri adgang til arkivet da det ville stride mod reglerne om tavshedspligt.

(J.nr. 2010-3082-601).