Sagsbehandlingstid i sag om miljøgodkendelse

FOB 2010 20-12

En landmand klagede over at en kommune endnu ikke havde truffet afgørelse om miljøgodkendelse af en udvidelse af kapaciteten på et biogasanlæg.

Ansøgningen om miljøgodkendelse blev indgivet i 2004, og kommunen overtog sagen den 1. januar 2007. Kommunen afgjorde at sagen ikke var VVM-pligtig, men denne afgørelse blev påklaget til Naturklagenævnet. Kommunen gik først i gang med den egentlige behandling af miljøgodkendelsessagen efter at kommunen var færdig med VVM-sagen, og stillede afgørelsen i sagen i bero indtil der var truffet en endelig afgørelse om hvorvidt udvidelsen var VVM-pligtig.

Ombudsmanden udtalte at det var beklageligt at kommunen ikke begyndte den egentlige sagsbehandling før i 2008. Desuden var det beklageligt at kommunen udskød behandlingen af sagen til kommunen havde truffet en afgørelse om VVM-pligten. Hvis sagerne var blevet behandlet sideløbende, ville den samlede sagsbehandlingstid for miljøgodkendelsessagen antagelig være blevet kortere.

Ombudsmanden kritiserede ikke at kommunen satte den endelige afgørelse af sagen i bero indtil Naturklagenævnet havde afklaret om udvidelsen var VVM-pligtig. Nævnet hjemviste sagen, og under hensyn hertil henstillede ombudsmanden at kommunen fremskyndede sagen om VVM mest muligt.
(J.nr. 2009-4166-100).