Hemmeligholdelse af sag om statsministerens eventuelle topjob i EU eller NATO

FOB 2009 15-1

To journalister bad Statsministeriet om aktindsigt i dokumenter om statsministers mulighed for at komme i betragtning til et topjob i EU eller NATO. Ministeriet afslog i det hele taget at oplyse om der fandtes sådanne dokumenter i ministeriet. Ministeriet gav en meget kortfattet begrundelse for afslaget.

Journalisterne klagede til ombudsmanden, og efter et møde mellem Statsministeriet og ombudsmanden skrev ministeriet en udtalelse om de hensyn der lå bag beslutningen. Statsministeriet mente at en afsløring af om ministeriet var i besiddelse af materiale, kunne have både udenrigspolitiske og indenrigspolitiske skadevirkninger. Udenrigspolitiske fordi mulighederne for at besætte en international toppost med en dansk minister ville blive væsentligt forringet, hvis det på et for tidligt tidspunkt blev bekræftet at der var en dansk kandidat. Indenrigspolitiske fordi ”statsministerens mulighed for at virke som regeringens chef – og dermed regeringens muligheder for at fungere som en arbejdsdygtig regering – ville kunne lide væsentlig skade”.

Ombudsmanden kunne ikke kritisere at Statsministeriet havde anset det udenrigspolitiske hensyn for at være beskyttet af offentlighedslovens undtagelsesbestemmelser. Han mente derimod at det var mere tvivlsomt om det – meget generelt formulerede – indenrigspolitiske hensyn var beskyttet. Men da der også var hensyn der mindede om dem der gør at der normalt ikke er fuld aktindsigt i ansættelses- og personalesager, kunne ombudsmanden samlet set ikke kritisere resultatet af ministeriets afgørelse.

Ombudsmanden kritiserede dog den meget kortfattede begrundelse som Statsministeriet oprindeligt gav journalisterne.

(J.nr. 2008-1469-401).