Patientklagenævnets pligt til at vejlede om konsekvenserne af en afgørelse truffet af nævnet

2009 12-1

I fortsættelse af behandlingen af en konkret klagesag om en fars ret til aktindsigt i sin søns patientjournal tog ombudsmanden af egen drift et generelt spørgsmål om Patientklagenævnets vejledningspligt op til behandling.

Baggrunden var at faren, mens klagesagen var under behandling i Patientklagenævnet, fik frakendt forældremyndigheden over sin søn. Som konsekvens heraf havde faren ikke længere ret til aktindsigt i sønnens journal.

Patientklagenævnet kritiserede i sin afgørelse to sundhedspersoner for at have tilbageholdt nogle bilag som efter nævnets opfattelse – dengang – burde være udleveret til faren. Det fremgik imidlertid ikke af afgørelsen at faren i mellemtiden havde mistet forældremyndigheden.

Efter ombudsmandens opfattelse burde Patientklagenævnet – bl.a. som følge af god forvaltningsskik – i afgørelsen udtrykkeligt have omtalt dommen i forældremyndighedssagen og dommens konsekvenser for farens ret til aktindsigt i sin søns patientjournal. På den måde ville både faren selv og andre sundhedspersoner få kendskab til dommen og dens konsekvenser. 

(J.nr. 2007-4199-402).