Hjemmelsangivelse ved påtaleopgivelse

FOB 06.206

En advokat klagede over at en politimester – og i 2. instans vedkommende statsadvokat – i en sag havde opgivet påtale efter retsplejelovens § 721, stk. 1 nr. 2, i stedet for § 721, stk. 1, nr. 1.

  Efter en gennemgang af sagens akter lagde ombudsmanden til grund at politimesteren ved løsladelsen af manden havde ment at den pågældende sigtedes kontakt med de øvrige sigtede i sagen kun havde været tilfældig.

  Ombudsmanden udtalte at anvendelsen af retsplejelovens § 721, stk. 1, nr. 1, som hjemmel for påtaleopgivelse ikke er forbeholdt de tilfælde hvor anklagemyndigheden ikke – på tidspunktet for sigtelsen – har grund til at sigte vedkommende. Det kan heller ikke kræves at der efterfølgende er tilvejebragt et positivt (sikkert) bevis for sigtedes uskyld. For at anvende § 721, stk. 1, nr. 2, som hjemmel skal der have været i hvert fald et minimum af tvivl om vedkommendes rolle i sagen. Dette var ikke var tilfældet i den foreliggende sag.

  Det var således ombudsmandens opfattelse at sigtelsen mod den pågældende havde vist sig grundløs, og at påtaleopgivelsen derfor skulle være sket med henvisning til § 721, stk. 1, nr. 1.

  På baggrund af at Rigsadvokaten – efter at have gennemgået ombudsmandens foreløbige redegørelse om sagen – omgjorde sagen sådan at påtaleopgivelsen skete efter bestemmelsens nr. 1, foretog ombudsmanden sig ikke mere i sagen.

  (J.nr. 2005-2733-611).