Spørgsmål om partstatus i anbringelsessag for far uden del i forældremyndigheden

FOB 06.428

En kommune traf afgørelse om frivillig anbringelse af et barn.

Anbringelsen skete efter anmodning fra barnets mor der havde forældremyndigheden alene. Barnets far klagede over afgørelsen til det sociale nævn. Nævnet afviste imidlertid klagen med den begrundelse at faren ikke havde del i forældremyndigheden og allerede derfor ikke kunne anses for part i sagen om frivillig anbringelse af barnet. En opfattelse som Ankestyrelsen siden tilsluttede sig.

  Ombudsmanden kunne ikke tilslutte sig nævnets og Ankestyrelsens generelle opfattelse af at partstatus i sager om frivillig anbringelse under ingen omstændigheder kunne tilkomme forældre uden del i forældremyndigheden. Indehavelse af forældremyndigheden var med andre ord nok en tilstrækkelig, men ikke ubetinget nødvendig forudsætning for partstatus.

Ombudsmanden overvejede herefter hvorvidt der i den foreliggende sag forelå tilstrækkeligt stærke konkrete holdepunkter for at faren måtte anses for part i sagen. Det mente ombudsmanden dog ikke var tilfældet. Ombudsmanden nævnte på den anden side nogle generelle kriterier som under andre omstændigheder ville have talt for at anse en forælder uden del i forældremyndigheden for part i sådanne sager.

  (J.nr. 2005-0949-0770).