Myndigheders pligt til at inddrage menneskeretlige bestemmelser

FOB 05.425

I en afgørelse om fastsættelse af en betalingsordning i henhold til inddrivelsesloven for børnebidragsrestance udtalte et socialt nævn at nævnet ingen forpligtelse havde til at inddrage en klagers henvisninger til den europæiske menneskerettighedskonvention. I en udtalelse til ombudsmanden skrev nævnet at det måtte kunne gå ud fra at en lov vedtaget af Folketinget er i overensstemmelse med gældende love og regler.

Ombudsmanden mente at nævnets udtalelser kunne efterlade det indtryk at nævnet ikke mente det var forpligtet til i enkeltsager at se efter om de enkelte afgørelser lå inden for rammerne af konventionens bestemmelser.

Ombudsmanden mente at en sådan opfattelse var uforenelig med forvaltningsmyndigheders almindelige forpligtelse til at medvirke til opfyldelse af de internationale forpligtelser som staten har påtaget sig. Ombudsmanden henviste til at Danmark ved tiltrædelse af den europæiske menneskerettighedskonvention og tilhørende protokoller har forpligtet sig til at handle i overensstemmelse med konventionens regler. Heraf følger bl.a. at forvaltningen ex officio skal inddrage menneskeretlige forpligtelser ved retsanvendelsen i konkrete sager.

Ombudsmanden udtalte at det sociale nævn ved afgørelsen af konkrete sager skulle inddrage konventionens bestemmelser hvis det var relevant for sagen. Dette gjaldt alle typer af sager. Det afgørende er om afgørelsens resultat kan være i strid med statens forpligtelser (individets rettigheder) efter konventionen.

(J.nr. 2003-0244-658)